Skip to main content

Sparekniven skærer på de offentlige hospitaler

På vores afdeling er operationsaktiviteten reduceret med 30%, fordi vi ikke må ansætte nødvendigt personale.

Hanne Dalsgaard, overlæge

18. aug. 2023
3 min.

»Det giver en stakket varme at pisse i bukserne – det passer lige på Alberts situation. Det har sat ind med frost«, som Varnæs siger i Matador. Vi kan sige det samme om det, der foregår i det offentlige sygehusvæsen. Sparekniven skærer lige nu ikke kun ind til benet, men skærer faktisk benet af. Det betyder, at vores fælles offentlige sygehusvæsen, der tager sig af alle danskere, kører på reduceret kraft. På vores afdeling er operationsaktiviteten reduceret med 30%, fordi vi ikke må ansætte nødvendigt personale. Operationsstuer står derfor tomme, selvom patienterne venter. Vi vil også gerne arbejde ekstra for vores patienter i fritiden, men det må vi heller ikke, fordi vi skal spare.

Her fra frontlinjen kan vi alle se, at kejseren er helt nøgen, men alle, der ikke har patientkontakt, ser åbenbart kun de fine silkeklæder.

Kierkegaard siger, at man skal forholde sig relativt til det relative og absolut til det absolutte.

Det er relativt, at nogle raske mennesker skal vente på behandling, og at nogle private købmænd har ledig kapacitet. Men det er absolut, at vores offentlige sygehusvæsen har ledig operationskapacitet, at syge mennesker må vente på relevant behandling, og at fastansat personale, der gerne vil levere en ekstra indsats i det offentlige til gavn for alle danskere, ikke må. Det er også absolut, at vores fælles skattekroner bruges til at betale mere for ydelser til nogle få på bekostning af noget billigere og vigtigere til de fleste.

»Vi vil også gerne arbejde ekstra for vores patienter i fritiden, men det må vi heller ikke, fordi vi skal spare«Hanne Dalsgaard, overlæge

En ansvarlig virksomhedsejer ville kigge sin virksomhed igennem og sørge for at justere og investere som nødvendigt. Er der for mange butikker? Ligger de rigtigt? Sælger de det rigtige? Er åbningstiderne i orden? Er der hænder nok i de forskellige butikker? Er arbejdsbetingelserne i orden? Er der brug for investeringer? Har vi de rigtige ledere? Og hvor meget ved de egentligt om deres område? Har vi det rigtige antal ledere? Og hvor mange ledelsesniveauer har vi egentlig brug for? Og især, hvad er den langsigtede plan? Vi kan godt bære et underskud et år eller to, hvis vi ved, at vi kommer styrket ud.

Steen Hildebrandt har netop i en artikel om velfærdsstaten konkluderet, at »Alt, hvad man gør i (sygehus)sektoren, skal genovervejes«. Jeg håber, at de, der genovervejer, husker på Einsteins ord: »Verden, som vi har skabt den, er et produkt af vores tankeprocesser. Den kan ikke ændres uden at ændre vores tænkning«. Det er derfor essentielt at forstå det grundlæggende problem, den politiske inficering, som dikterer, at økonomien skal ramme nul – også selv om man ved, at det giver større problemer næste år. Og så er vi tilbage ved starten. At lukke 30% af den operative kapacitet på en afdeling svarer til »at pisse i bukserne i stærk frost«.

Nu må jeg desværre igen-igen aflyse fru Hansens operation – det er hende med de varme hænder, der blev »omstillet« i foråret. Hun vil dog fortsat gerne vente på en tid hos os, så vi krydser fingre for, at det bliver i 2024.