Specialpsykologer i psykiatrien - fra et yngre læge perspektiv

Psykiatrisk Center, Rigshospitalet, og Århus Universitetshospital, Risskov

Ugeskrift for Læger bragte den 22. juni en artikel [1] om Dansk Psykolog Forenings (DPF) og Danske Regioners intentioner om at uddanne psykologer til at varetage lægefunktioner på psykiatrisk afdeling, herunder diagnostik, visitering, monitorering af psykofarmakologisk behandling og akutarbejde [2]. Baggrunden er dels manglen på psykiatere og dels DPF's erklærede mål om at kopiere »den norske model«, hvor psykologer spiller en væsentlig større rolle inden for diagnostik og behandling [3].

Fra et rekrutteringsperspektiv mener vi, at forslaget på længere sigt kan vise sig at give bagslag. Det er overvejende sandsynligt, at mange yngre læger vil føle sig yderligere betænkelige ved at vælge et fag, hvor grænsen til andre faggrupper bliver tiltagende utydelig, og hvor kollegaen, du overtager vagten fra eller går stuegang med, lige såvel kan være psykolog som læge. Vi forudser, at beslutningen vil medføre et yderligere prestigetab for faget psykiatri i yngre lægers og medicinstuderendes øjne.

Fra et lægeligt uddannelsesmæssigt perspektiv er planen også stærkt problematisk. Yngre læger i psykiatrien har i den kliniske hverdag først og fremmest behov for at møde speciallæger i psykiatri, bl.a. for at lære psykopatologi og psykofarmakologi. Specialuddannede psykologer bør ikke deltage i uddannelsen af yngre læger, fordi de ikke vil være uddannet i disse discipliner på speciallægeniveau. På mange afdelinger varetager læger i dag en række opgaver, der ikke er lægefaglige. Man bør i stedet fokusere på i videst muligt omfang at frigøre speciallægerne fra disse opgaver for at give tid til tilstedeværelse på afdelingen og til klinisk undervisning.

Formand for DPF, Roal Ulrichsen, udtaler, at hvis der er den »ringeste tvivl« om, hvorvidt der er et somatisk problem med en akut patient, skal lægen tilkaldes. Her er den åbenlyse problemstilling, at man skal have erfaring med somatiske symptomer for at kunne genkende dem og reagere på dem. Den viden og erfaring kan selv specialuddannede psykologer ikke opnå, fordi de ikke er uddannet i medicin og kirurgi eller har haft de kliniske ophold og ansættelser på somatiske afdelinger, som læger har haft.

Konceptet rummer også et uddannelsesmæssigt problem: Skal yngre læger anvende deres sparsomme uddannelsestid til at være opbakning for psykologer i somatiske spørgsmål? Som yngre læge i psykiatrien ved man, at det ofte er den somatiske komorbiditet (fx et subduralt hæmatom, uoplyst veneficium etc.), der rummer den største akutte risiko for død eller varige men. Hvis psykologer overtager det »rene« psykiatriske akutarbejde, vil de yngre læger skulle håndtere (og have juridisk ansvar for) relativt flere af disse tilstande. Hvad siger Lægeforeningen til det?

De tilstande, der behandles i det psykiatriske system, er i kraft af deres karakteristiske symptomer, forløb og prognose, deres i stigende grad påviste biologiske patogenese og deres respons på specifikke behandlinger utvivlsomt sygdomme. Med andre ord tilstande, som læger specifikt er uddannet til at tage sig af, og tilstande, som først og fremmest skal klassificeres, diagnosticeres og behandles på et naturvidenskabeligt fundament. Hvilket ikke betyder, at der ikke er brug for psykologer i psykiatrien, for det er der i høj grad: Køen til psykoterapeutisk behandling af de ikkepsykotiske lidelser er lang, og her er der mulighed for at styrke psykologernes psykiatriske uddannelse og udbygge det gode samarbejde, vi allerede har i dag.

Vi beder indtrængende Sundhedsstyrelsen om ikke at give specialuddannelsen, som den foreligger nu, en faglig blåstempling og dermed sætte en udvikling i gang, som vil blive meget vanskelig at rulle tilbage, den dag vi igen har psykiatere nok.

Interessekonflikter: Ingen