Spild

Venligt, men definitivt afslag på en ansøgning.

Opringning fra desperat kollega, der ikke kan finde job.

Grædefærdig ansøger, der uanmeldt møder op på afdelingen i et sidste forsøg på at finde job.

Glimt fra hverdagsvirkeligheden for mange cheflæger. Mails, telefonopkald og besøg fra kolleger fra lande uden for EU, som gerne vil have lov til at være læge i Danmark.

Vi skal helt øjensynligt sikre, at læger fra udlandet har høj faglig standard, kender de danske forhold og kan sproget på et tilstrækkeligt niveau, til at patienterne kan få mindst den samme kvalitet i udredning, behandling, inddragelse i eget forløb og omsorg, som hvis de mødte en dansk uddannet læge.

Derfor er det ikke helt dumt, at Styrelsen for Patientsikkerhed har opstillet en ret overskuelig 6-punktsplan, som læger fra ikke-EU-lande skal følge for at opnå autorisation i Danmark: uddannelse, sprog, medicinske fagprøver, dansk sundhedslovgivning, evaluering og selvstændigt virke – i nævnte rækkefølge.

For nogle tager de fire første punkter flere år inden evalueringsansættelsen, som svarer til en almindelig klinisk basisuddannelse med både de kompetencevurderinger og kurser der hører sig til. Også et fornuftig tiltag.

Men det ufornuftige er, at det for mange udenlandske kolleger er tæt på umuligt at finde en evalueringsansættelse, inden tidsfristen på et år efter de fire første punkter er vinget af.

Jeg vil tro, at jeg i snit har et par henvendelser om ugen – og uden at kunne redegøre nøjagtigt for omfanget ved jeg, at det samme gør sig gældende for andre cheflæger og ledende overlæger. Ofte henvendelser fra de samme ansøgere, hvor ansøgningerne bliver mere og mere desperate, efterhånden som tidsfristen er ved at udløbe.

Nogle gange er der tale om læger fra lande, der minder om Danmark, men ikke sjældent bliver vi konfronteret med skæbnefortællinger fra kolleger, der er kommet til Danmark fra forhold, der næsten er ubeskrivelige, og hvor kun en indbygget overlevelsesevne har gjort, at lægen er nået til Danmark og har gennemført de fire første trin. Blot for at opleve afslag på afslag på afslag på en evalueringsansættelse. Blandt andet fra mig.

Det må vi kunne gøre bedre – så hverken »systemet« eller den udenlandske kollega bruger tid, penge og overskud på at bestå og vurdere de fire første trin, for blot at erkende, at det synes umuligt at finde en evalueringsansættelse.

Kunne løsningen være, at evalueringsansættelserne indgår i den normale »KBU-pulje« fra universiteterne med det antal, der er behov for, og at der samtidig bliver kontrol med, hvor mange der får adgang til at starte 6-trinsforløbet – så der ikke bliver flaskehals, når man når til evalueringsansættelsen? Så spilder ingen unødvendig tid, kræfter og får falske forhåbninger.

Det ville være mere værdigt, end at de udenlandske kolleger nærmest skal gå tiggergang på chefgangene på sygehusene.