Der er mangel på I-stillinger i psykiatrispecialet i Region Øst. Vores afdeling er en af de otte store universitetsafdelinger i H:S/Københavns Amt. Dags dato er der ansat 18 overlæger og fire afdelingslæger - alle speciallæger i psykiatri. Antallet af reservelæger i klassificeret uddannelsesstilling er efter Speciallægereformen faldet til ni, heraf tre I-stillinger og fire hoveduddannelsesforløb.
Da afdelingen lå på Kommunehospitalet og var meget mindre, var der 12 klassificerede stillinger. Efter udflytningen har vi haft op til 17. Afdelingen har kapacitet til at uddanne, men kan ikke få udvidet antallet af numre. Der er ikke ledige numre at låne i regionen. Tre potentielle ansøgere har måttet afvises, men de ønsker ikke uklassificerede stillinger, idet de gerne hurtigt vil uddanne sig til speciallæger.
Sundhedsstyrelsens rapport fra 2003 om antallet af speciallæger viste, at det fag med størst antal ubesatte speciallægestillinger i sygehusvæsenet var psykiatri. Alligevel medførte Speciallægereformen beskæring i antallet af I-stillinger på landsplan, fordi der højst må være dobbelt så mange I-stillinger, som der er hoveduddannelsesforløbsstillinger. Da disse i en periode ikke har kunnet besættes, er tallet i psykiatrispecialet beskåret, fra hvad det var tidligere især hos os, selv om vi har uddannelseskapacitet. Det er muligt at ansætte alle de nyuddannede læger i turnus i psykiatri, men dette sker ikke.
Hvordan man skal kunne rekruttere folk til et speciale, der ikke etableres klassificerede stillinger til, ved vi ikke. Men nogen må gøre noget - og det haster.
Det forekommer os meningsløst, at en stor universitetsafdeling med et godt ry som uddannelsessted ikke kan få lov til at uddanne kommende speciallæger. Vi kan ellers tilbyde psykoterapisupervision samt klinisk og teoretisk undervisning i distriktspsykiatri, psykoseteam, gerontopsykiatri, retspsykiatri, psykiatrilov, liaison- og akut psykiatri.
SVAR