Spøgelser

Det er eftermiddag, solen står højt, smukke sorte ravne flyver skrigende over himmelen, mens fisk og andre kødstykker tørrer i vinden under husenes gavle. Jeg har fået fri fra arbejde og går langs vandet.

Uventet blev jeg tilbudt et vikariat på psykiatrisk afdeling i Nuuk, jeg havde længe haft en slumrende drøm om at komme til Grønland, at se dette særlige sted med den flertydige tilknytning til Danmark. Nu er jeg her, helt uforberedt, som væltet ud af sengen i pyjamas og med morgenhår.

Sprogbarrieren kan gøre arbejdet svært, men der er god hjælp hos plejepersonale og tolke, som jeg beundrer for tålmodigheden, i betragtning af hvor ofte jeg forestiller mig, at de må hjælpe en ny læge, der som jeg kommer kortvarigt og uden kendskab til lokale forhold, kultur og sprog. I dag har vi haft en pårørendesamtale. På et tidspunkt fortæller de, at patienten altid har været åben for at fornemme spøgelser. Moren siger, nærmest undskyldende, at hun er dårlig til at mærke den åndelige verden, mens både faren og stedfaren giver indtryk af at have oplevet spøgelserne i huset, ligesom patienten. Min helt manglende erfaring med at tale om spøgelser bringer mig i tvivl om, hvilken betydning sådanne oplevelser skal tillægges i en psykiatrisk sammenhæng. Det siges, at spøgelserne bor i mørket, og hvad ved jeg om det, når jeg aldrig har oplevet en mørk vinter i Grønland? Hvad menes der med »spøgelse« eller »ånd«? Og er det overhovedet en god oversættelse af det grønlandske ord for det, der søges udtrykt?

Ved havnen får jeg øje på en skulptur i vandet. Man kan kun se det øverste, resten er dækket af bølgerne. I takt med at vandstanden falder, ser man mere af den. Det er Havets Moder, en central figur i inuitmytologien, hende som hersker over fangstdyrene. Jeg vil se den i fuld figur, men det tager lang tid og lykkes ikke. Mens jeg venter, tænker jeg på de af mine kolleger hjemme, for hvem Danmark er lige så eksotisk og som i den sammenhæng, jeg selv tager for givet, indimellem må have haft de samme oplevelser af at komme i tvivl i brudfladen mellem det lægelige og det kulturelle. Hvilke interessante danske spøgelser har de mon studset over? Jeg ønsker at høre mere om dem, ligesom jeg ønsker komme tættere på en forståelse af de grønlandske. Måske kan vi på den måde med en lånesætning fra antropologien »gøre det familiære eksotisk og det eksotiske familiært« og opnå større indsigt i såvel lægefaget som forskellige kulturelle udgangspunkter. Hvad ser Havets Moder, når hun kigger på mig? Vil hun tage mig i lære, vil hun invitere mig igen? Jeg håber det.