Skip to main content

Sprækker i specialeplanen

CR
Foto: Claus Bech

Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

20. jan. 2023
3 min
»Vi har brug for svar på, hvordan vi på sigt skal navigere i en ny virkelighed, hvor der er risiko for, at den ­behand-ling, der er iværksat så store bestræbelser på at samle, spredes«Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

En 19-årig patient har for nylig betalt 120.000 kr. for en operation mod hoftedysplasi på et privathospital. Det valgte hun efter at have fået oplyst, at hun må vente til 2025 alene for at få foretaget en forundersøgelse på et offentligt sygehus. En vigtig faktor i denne sag, som har været meget omtalt i medierne, er, at der er tale om højtspecialiseret behandling.

Et indgreb af denne type bliver derfor almindeligvis kun udført på de afdelinger på offentlige sygehuse, som er godkendt til formålet af Sundhedsstyrelsen. De kan dog også udføres med offentlig betaling på privathospitaler, hvilket kræver en godkendelse af, at de lever op til Sundhedsstyrelsens krav om kvalitet. I den konkrete sag forelå der ikke en vurdering, da Sundhedsstyrelsen siden 2016 ikke har åbnet for, at privathospitaler kunne søge om at komme med i specialeplanen for ortopædkirurgiske operationer. Det kan man så vælge at kritisere, men det må ikke fjerne fokus på sagens kerne: at udgangspunktet for at behandle det »svære, komplicerede eller særlige« er underlagt rammer, der sikrer kvaliteten i behandlingen. Og derfor bør det ikke »bare« kunne foregå hvor som helst uden en form for garanti for kvaliteten.

At operationen mod hoftedysplasi har givet den unge patient udsigt til en ny og bedre tilværelse fremgår tydeligt af mediedækningen. Den er samtidig et af stadig flere eksempler på et nyt privat marked for højtspecialiseret behandling – for patienter, som har mulighed for at betale. I en anden aktuel sag er en yngre kvinde blevet behandlet på et privathospital med et lægemiddel til behandling af metastatisk brystkræft. Midlet er blevet afvist af Medicinrådet, men patienten er ifølge omtale i pressen henvist til behandlingen på privathospitalet af en onkolog på en offentlig sygehusafdeling, hvor hun har modtaget behandling. Det fremgår også, at prisen for behandlingen ligger på 815.040-1.086.720 kroner årligt. I efteråret vakte en tredje sag opmærksomhed, da det kom frem, at et privathospital tilbyder en ny, højtspecialiseret MR-vejledt fokuseret ultralydbehandling (MRgFUS) mod essentiel tremor, hvis patienten selv eller via forsikring kan betale knap 200.000 kr.

Fælles for sagerne er, at deres forløb udfordrer den måde, som vi hidtil har opfattet Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning i det offentlige sygehusvæsen. Den betoner, at højtspecialiseret behandling skal koncentreres på få afdelinger, hvor specialister og deres team opnår ekspertise ved at behandle et vist volumen af patienter – og at volumen af »det sjældne« netop kun opnås ved denne koncentration af patienter og kompetencer. Derfor rejser den aktuelle udvikling en række spørgsmål: Hvordan sikrer vi kvaliteten i et voksende privat marked på stadig flere adresser? Og hvordan forebygger vi, at kapaciteten af højtspecialiseret behandling i det offentlige langsomt mister fodfæste, hvis specialister og andre med kernekompetencer rykker til private tilbud?

Samtidig peger de aktuelle sager tilbage på en alt for velkendt virkelighed med ventelister og mangel på sundhedsprofessionelle i det offentlige sundhedsvæsen. Og det er jo sådan, at hvis kapaciteten afviger grelt fra befolkningens forventninger om højtspecialiseret behandlinger, fyrer det op under et marked for højtspecialiserede tilbud rettet mod borgere med relevante forsikringer eller mulighed for selv at betale. Mens socialt svagere grupper må vente, og uligheden i sundhed vokser.

Der er brug for, at Sundhedsstyrelsen og regeringen handler på denne udvikling. Her og nu er der ventelister på højtspecialiseret behandling, som er klart utilfredsstillende, og hvor det giver mening, at Sundhedsstyrelsen nu vurderer, om nogle privathospitaler har den kvalitet, der skal til for at kunne bidrage til specialeplanen og blive en del af et offentligt tilbud. Men det kan ikke stå alene. Vi har brug for svar på, hvordan vi på sigt skal navigere i en ny virkelighed, hvor der er risiko for, at den behandling, der er iværksat så store bestræbelser på at samle, spredes. Der er sprækker i specialeplanen, og dem skal der kigges på nu.