Skip to main content

Sproget skaber den virkelighed, vi lever i!

Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Anne Thorup

28. sep. 2020
5 min.

For nylig hørte jeg vores nye forperson for lægeforeningen, Camilla Rathcke, i en video på Facebook udtale sig om det længe ventede og meget tiltrængte initiativ til at øge ressourcerne og kvaliteten i psykiatrien, Psykiatriløftet.

Hun sagde bl.a., at hensigten med den stort anlagte plan er at rette op på den underprioritering, som psykiatrien har været offer for i mange år, og dermed sikre, at patienter med psykisk sygdom får lige så god behandling for deres somatiske sygdomme som ’alle os andre’. Og her var det så, at
jeg fik kaffen galt i halsen. Naturligvis ikke over det positive budskab, som jeg selvfølgelig kun kan være enig i – et dansk registerstudie publiceret i Lancet i november 2019 (Plana-Ripoll et al) bekræftede igen den forøgede mortalitet blandt individer, som har haft en psykiatrisk diagnose –
og det skal vi selvfølgelig ændre på!

Nej, det var udtrykket ’alle os andre’, der fik kaffen på afveje, da det mindede mig om én af mine kæpheste, som jeg her gerne vil slå et slag for. For sproget er med til at skabe vores virkelighed og kan både fastholde og ændre vores fordomme – også ift. mennesker med psykiske lidelser. Læst med de forkerte briller kan Camilla Rathckes ordvalg være med til at forstærke opdelingen mellem ’de psykisk syge’ og ’os andre’ (læs: de normale). Men faktum er, at over 25% af den danske befolkning på et tidspunkt i løbet af livet kommer i kontakt med psykiatrien – det kan ske for både dig og mig! Der er derfor ingen grund til at skelne så skarpt mellem ’de psykisk syge’ og ’de normale’ – vi kan alle blive ramt af psykisk sygdom og af dårligt mentalt helbred. Sproget kan dermed være med til at opretholde en skarp adskillelse mellem ’syg’ og ’rask’, som hører fortiden til, hvor skam og stigmatisering var en del af den sociale og kulturelle opfattelse af psykisk sygdom – men som desværre lever i bedste velgående og stadig giver mange mennesker skyldfølelse og selvstigmatisering at slås med oven i deres psykiske udfordringer.

Men heldigvis kan vi også bruge sproget til at ændre på dette! Ved at omtale patienter som mennesker først og derefter nævne, at de har en psykiatrisk diagnose, som i perioder er aktiv, signalerer vi, at diagnosen ikke er hele personens identitet. Der er stor forskel på at sige ’en skizofren mor’ og ’en mor med skizofreni’. Ved det første udtryk beskrives moderen med et udtryk fra psykiatrien, som får de fleste til at tænke på en alvorlig tilstand med hallucinationer og vrangforestillinger (ordet skizofren er et tillægsord, som beskriver navneordet mor). Med det andet udtryk beskrives en mor, som sikkert har mange gode egenskaber, men også kæmper med en alvorlig psykisk lidelse.

Menneske først, så diagnose!

Faktaboks

Replik fra Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen