Skip to main content

§ 9 i Etiske regler og sæbepumpe-håndrygs-eksem

Kommunallæge Helga I Wolf, Store Heddinge. E-mail: hew@dadlnet.dk

31. okt. 2005
2 min.

Læger har pligt til at fortælle om resultater og konklusioner [1], og den viden skal fremlægges kollegialt, før den offentliggøres. Som skolelæge arbjeder jeg i et receptfrit felt. Det defineres af Sundhedsstyrelsens vejledninger, og rammen sættes af den indsats, der gøres hos de lokale praktiserende læger. Aktuelt er det kost- og allergivejledning, der fylder tidsmæssigt, men også andre ting dukker op:

Nye produkter i dagligdagen kan give nye problemer. Flydende sæbe til håndvask er hurtig at dosere og let at fordele. Som skolelæge har jeg set 5-6 børn med udtalt eksem på håndryggene. Hos en enkelt gik det op på underarmen. Alle var tidligere set af praktiserende læger og nogle af hudlæger, og behandlet med steroidcremer uden effekt. Efterhånden gik det op for mig, at det kunne være den nye sæbetype, der var årsagen.

Med et sæbestykke indsæbes håndfladerne først, og alt efter hvor lang tid der bruges, indsæbes håndryg og fingre med. Afskylningen af hulhånden fjerner det meste af sæben. Den flydende sæbe er let at påføre på håndflader, håndrygge og fingre, og nogle gange underarmene. Med afskylning af hulhånden, bliver sæben ikke skyllet af, og sæbebasen kan give eksem, hvor den ikke er fjernet.

»Kirurgisk håndvask« kunne klare problemet. Forskellen fra almindelig håndvask er, at man ud over at skylle hulhånden også skal vende hænderne og skylle håndryggene og fingrene, og underarmen når den er sæbet ind. Sæbe fjernes ikke af cremer. Behandlingen var vand-vand-vand, og i starten lidt creme til at beskytte huden under ophelingen. Eksemet svandt helt hos de fleste.

Som lægekonsulent har jeg set langtidssygemeldinger og pensionssager med monosymptomatisk svær håndeksem. Enkelte er undersøgt for latexallergi uden fund trods kraftig eksposition. Det er muligt, at forandringen kan være forårsaget af for kortvarig afskylning af flydende håndsæbe. Med handsker ovenpå vil sæbebasens påvirkning øges. Endelig har voksne kontakt med formalin (f.eks. nyt tøj) og rengøringsmidler, der må kunne producere tilsvarende forandringer.

»Etiske regler for læger« § 9 er et problem. Jeg mangler et sted at kigge, om der er nogen, der har fundet en løsning på det jeg tumler med, og et sted at publicere nye små ting. Medibox [2] er måske en mulighed, men den er fagspecifik og dyr. BioMedCentral [3] kan måske også bruges, men jeg føler mig ikke så sikker på etikken bag. PubMed [4] dækker noget af behovet. Jeg kunne ønske noget i retning af encyklopædien wikiepedia [5], med en vis styring, meget klare åbne kriterier, og hjemsted i Lægeforeningen eller i en af styrelserne.


Referencer

  1. Etiske regler for læger: § 9. Pligt til publicering af forskningsresultater. I: Lægeforeningens vejviser 2004/2005. København: Lægeforeningens forlag, 2004.
  2. www.medibox.dk
  3. www.biomedcentral.com
  4. www.pubmed.com
  5. www.wikiepedia.org