Stamceller - lovgivningen skal være etisk forsvarlig

I Ugeskrift for Læger den 17. marts forsøger Peter Rossel & Anne Gammelgaard at sætte en modsætning op mellem »religiøse fraktioner«, der er imod at bruge befrugtede æg til stamcelleforskning, og »vi andre«, der ser mere rationelt på det. Jeg formoder, at de to ville placere mig i den religiøse fraktion, som ifølge dem ikke har ret til indflydelse på dansk lovgivning.

Det er helt korrekt, at jeg ser meget anderledes på stamcelleforskningen end Rossel & Gammelgaard. Jeg mener, at livet begynder ved undfangelsen, og at spiral, fortrydelsespiller, abort og stamcelleforskning på befrugtede æg derfor er forkert. For mig er det ikke afgørende, at et tidligt embryon kun er en samling celler - det væsentlige er, at det er celler, der vil udvikle sig til et menneske, hvis de får lov. Loven om Det Etiske Råd bakker op om denne opfattelse af livets begyndelse, idet Rådet bedes om at tage udgangspunkt i, at livet begynder ved undfangelsen. Rossel & Gammelgaard sætter derimod skellet ved, hvornår et foster kan føle smerte eller får en bevidsthed - sandsynligvis en meget »lægelig« tankegang - frem for at lade selve cellernes potentiale sætte skellet.

Rossel & Gammelgaard bruger konsekvent udtrykket »dogme« om det, at befrugtede æg har krav på beskyttelse. De mener kun, at denne beskyttelse skal gælde æg, som et forældrepar har bestemte forventninger til. Hvorfor det? Skal der så også være et skel mellem, hvilken beskyttelse vi yder børn med forældre og forældreløse børn, som ingen har specielle forventninger til? For at skære det ud i pap, har ethvert befrugtet æg to forældre, så der findes ikke noget sådant som et herreløst æg, vi kan isolere for etiske overvejelser. Rossel & Gammelgaards opdeling i »ønskeæg« og »overflødige æg« er en fribillet for den dårlige samvittighed, fordi vi andre så slipper for at tage stilling, hvis man lader forældrenes følelser afgøre sagen.

Vi er efter min bedste overbevisning nødt til at sætte grænsen et sted. For mig ville den logiske grænse være, at vi behandlede alt liv med forsigtighed og respekt, ligesom vi gør, når vi diskuterer dødsstraf, aktiv dødshjælp osv. Sådan er den danske lovgivning desværre ikke skruet sammen, men det er intet argument for, at vi skal fortsætte ud ad glidebanen. Folk som Rossel & Gammelgaard bekræfter mig i, at det er helt fint, at teknokraterne ikke alene bestemmer lovgivningen i et pluralistisk, demokratisk samfund, men at etiske overvejelser også har en stemme. Ellers ville megen lovgivning se skræmmende anderledes og kortsigtet ud.