Stamceller og etik - lovgivning bør ikke baseres på religiøse holdninger

Vores debatindlæg »Stamceller og etik - bør lovgivining baseres på religiøse holdninger?« har givet anledning til adskillige reaktioner, som vi her skal besvare samlet.

Over for Tove Videbæk skal det først præciseres, at vi ikke diskuterer, hvornår livet begynder, men spørgsmålet om, hvorvidt et befrugtet æg har krav på beskyttelse. Vi hævder, at en sådan beskyttelse kun kan begrundes religiøst. I vores debatindlæg hævder vi dog også, at det vil være forkert over for parret, hvis forskere imod parrets vilje beslaglægger et befrugtet æg, som de havde forestillet sig skulle blive til et barn. Tove Videbæk synes at mene, at dette synspunkt forpligter os på et skel mellem den beskyttelse, vi yder børn med forældre og forældreløse børn, således at forældreløse børn skulle have mindre krav på beskyttelse. Det gør det selvfølgelig ikke, fordi der klart er moralsk relevante forskelle mellem f.eks. et femårigt barn og et befrugtet æg. Desuden kan der gives gode grunde for, hvorfor et femårigt forældreløst barn har større krav på beskyttelse fra samfundets side end et barn med forældre.

Karen Schousboe er enig med os i, at det kun er ud fra en religiøs betragtning, at et befrugtet æg har krav på beskyttelse, men hun har desuden den opfattelse, at dette ikke kun gælder æg, men også (sic!) »demente, døende, drankere, kvinder, jøder, muslimer, hunde og egetræer«. Vi finder dog, at der kan gives særdeles gode grunde for, at f.eks. kvinder bør have samme rettigheder som mænd, herunder retten til ikke at blive slået ihjel, uden at man tager udgangspunkt i et religiøst grundsynspunkt. Ja, generelt at påstå, som Karen Schousboe gør, at man ikke kan have en etik, uden at den er religiøst baseret, tyder på manglende viden om såvel moralfilosofi som moralfilosofiens historie. Manglende viden herom diskvalificerer naturligvis ikke med hensyn til deltagelse i en etisk debat, men man kunne ønske sig en større ydmyghed med hensyn til at udtale sig så kategorisk om etikkens grundlag.

Udgangspunktet for vores debatindlæg var den iøjnefaldende diskrepans imellem det faktum, at brugen af spiral med den følge at befrugtede æg går til grunde accepteres, mens det tilsyneladende findes problematisk, at befrugtede æg går til grunde som følge af forskning i stamceller - også blandt stamcelleforskere. I modsætning hertil er Tove Videbæk konsistent, idet hun finder såvel brugen af spiral som brugen af em-bryonale stamceller til forskningsformål forkert. Imidlertid mener Tove Videbæk ikke blot, at begge dele etisk set er forkert, men hun ønsker også et lovgivningsmæssigt forbud imod brugen af stamceller til forskningsmæssige formål. Vi må derfor formode, at hvis Tove Videbæk havde magt, som hun havde agt, ville hun ligeledes gennem lovgivning forbyde brugen af spiral.

Dette bringer os til spørgsmålet om forholdet mellem lovgivning og religion. Her er vi enige med Bo Huniche i, at »forfatterne rører ved noget af det mest centrale i debatten, når de spørger, om denne lovgivning skal baseres på religiøse værdier«. Han mener imidlertid også, at der må være tale om en kortslutning hos os, når vi anfører, at »en religiøst baseret lovgivning er uforenelig med de grundlæggende værdier for et pluralistisk, demokratisk samfund«. Frem for en kortslutning var formuleringen velovervejet. Det er naturligvis korrekt historisk set, at vores samfund i høj grad har været baseret på kristne holdninger, men spørgsmålet er, om vores lovgivning bør være begrundet heri. Flere af de forbud, som vi opretholder i dag, kan meget vel spores tilbage til kristne grundsynspunkter, men dette er vel næppe grunden til, at vi opretholder disse forbud i dag. Der kan således være gode grunde til et forbud som: »du må ikke slå ihjel« uafhængigt af dette buds religiøse oprindelse. Derimod opretholder vi ikke religiøse forbud, som ikke er velbegrundede, såsom at kvinder bør tie i offentlige forsamlinger. Det vil sige, at det er andre grunde end religiøse, som er afgørende for, hvilke af disse forbud som bliver opretholdt. Og sådan bør det være. Hvorfor det?

Vores begrundelse herfor tager blandt andet udgangspunkt i den netop afdøde filosof John Rawls' moralfilosofi og politiske filosofi (1-3). Pladsen tillader naturligvis ikke en nærmere redegørelse for Rawls' position, men det bør nævnes, at hans bidrag til moralfilosofi og politisk filosofi af mange anses for det mest betydningsfulde i det 20. århundrede.

Rawls skelner mellem på den ene side grundlæggende rettigheder og på den anden side mere eller mindre omfattende livsopfattelser, såvel sekulære som religiøse. De grundlæggende rettigheder bør sikres konstitutionelt og gælde for samtlige af samfundets medlemmer. Det drejer sig om grundlæggende frihedsrettigheder som stemmeret, ytrings- og forsamlingsfrihed, tankefrihed samt personlig frihed omfattende frihed fra psykisk undertrykkelse og legemlige krænkelser. I et demokratisk samfund, der garanterer disse rettigheder, vil der forventeligt fremkomme forskellige - og til dels uforenelige - mere eller mindre omfattende livsopfattelser. Pointen er, at det er uforeneligt med de grundlæggende værdier for et sådant pluralistisk og demokratisk samfund, hvis staten eller et flertal påtvinger et mindretal en bestemt livsopfattelse. Gensidig respekt og tolerance er således grundlæggende politiske værdier.

Derfor vil det helt konkret være i modstid med de grundlæggende værdier for et pluralistisk, demokratisk samfund, hvis Tove Videbæk og Karen Schousboe på et religiøst grundlag vil forbyde andre brugen af spiral, såvel som forbyde andre at donere befrugtede æg til stamcelleforskning. Det ville naturligvis heller ikke være berettiget (om muligt) at påtvinge Tove Videbæk og Karen Schousboe brugen af spiral eller donation af befrugtede æg. Det skal præciseres, at respekten for forskellige og indbyrdes uforenelige livsopfattelser ikke indebærer relativisme, bl.a. fordi de grundlæg-gende rettigheder skal være gældende for samtlige medlemmer af samfundet - uanset deres specifikke livsopfattelse.

I vores oprindelige indlæg udtrykte vi undren over, at et bestemt aspekt af stamcelleforskningen er genstand for så omfattende en etisk debat, når det ikke er indlysende, at netop dette aspekt har status af et etisk problem. Dermed forskydes perspektivet fra væsentlige etiske hensyn; som f.eks. hensynet til parkinson-patienter, hvor stamcelleforskningen åbner helt nye terapeutiske muligheder. Parkinsonisme er netop et eksempel på en svært invaliderende sygdom, hvor behandlingsmulighederne er utilstrækkelige, og som vi med vores nuværende viden ikke kan forebygge. Dette udelukker naturligvis ikke, at der kan være grunde som taler imod anvendelse af ressourcer på stamcelleforskning. Sådanne aspekter og grunde, som taler såvel for som imod, fordrer etiske analyser og demokratisk debat. Derfor er vi selvfølgelig enige i, at den slags spørgsmål ikke blot skal overlades til forskere inden for området, men disse bør naturligvis på lige fod med andre deltage i den demokratiske debat herom.

1. Rawls J. A Theory of Justice. Cambridge Ma ss.: Harvard University Press, 1971; rev. ed. 1999.
2. Rawls J. Political Liberalism. New York. Columbia University Press, 1993.
3. Rawls J. The Law of Peoples, with »The Idea of Public Reason Revisited«. Cambridge Mass.: Harvard University Press, 1999.