Skip to main content

Status for middellevetiden 2006

♠ Speciallæge Finn Edler von Eyben, Orkanger, Norge. E-mail: finn113edler@mail.tele.dk

21. aug. 2009
3 min.

Middellevetiden i Danmark steg mindre i perioden 1970-1990 end den gjorde i de lande, vi normalt sammenligner os med. Derved blev den danske middellevetid placeret væsentlig ringere i internationale sammenligninger. Middellevetiden blev gradvis tre år længere i Sverige end i Danmark. Forskellen blev analyseret i Middellevetidsbetænkningen fra 1993-1995. Regeringens folkesundhedsprogram 1999-2008 havde som overordnet målsætning dels at øge den danske middellevetid mere, end middellevetiden blev øget i de sammenlignelige lande, dels at mindske den sociale ulighed i sundhed [1]. Mere sundhedsfremme i forhold til livsstilsfaktorer som kost, motion, overvægt, tobak, alkohol og trafikulykker skulle forbedre befolkningens sundhedstilstand.

De nyeste tal fra 2006 giver en status for programmet [2]. I 2006 var middellevetiden for mænd i Danmark 75,9 år. Kun to andre OECD-lande havde en kortere middellevetid (Finland 75,8 år og Portugal 75,2 år). Danmark havde uforandret den dårligste middellevetid for kvinder (80,4 år) blandt OECD-landene. Den var en hel del mindre end i de to andre lavest placerede lande: Portugal (81,8 år) og Finland (82,8 år). Den svenske middellevetid (78,7 år for mænd og 82,9 år for kvinder) var stadig væsentligt højere end den danske. Forskelle i forbruget af tobak og alkohol kan forklare omkring 2,47 år af forskellen i middellevetid på 2,80 år mellem Danmark og Sverige [3]. I perioden 1994-2005 voksede den sociale ulighed i middellevetiden i Danmark [4].

Den manglende effekt i forhold til målsætningen for regeringens folkesundhedsprogram kan blandt andet skyldes, at det i 2002 blev skiftet ud med et meget omskrevet sundhedsprogram, og at afgifterne på alkohol og tobak blev sat ned. Derfor blev cigaretforbruget i Danmark 15 procent større i 2007, end det havde været i 1990'erne.

Nu er det regeringen, som har sat rammerne for, hvad sundhedseksperterne skal vurdere og formidle til befolkningen som oplæg til et kommende nyt nationalt handlingsprogram for forebyggelse [5]. Det vil regeringen fremsætte i efteråret 2009. Således har Forebyggelseskommissionen ikke vurderet, om det større tobaksforbrug har en uheldig virkning for den danske middellevetid og sociale ulighed.

Jeg foreslår, at Danmark får selvstændige og uafhængige institutioner til forskning i middellevetiden og dens påvirkelighed. Danmark kan genoprette Tobaksskaderådet og oprette et professorat for forskning i tobak og et professorat i middellevetidsforskning. Et genoprettet middellevetidsudvalg kan udarbejde og offentliggøre en ny, omfattende gennemgang, som beskriver den danske udvikling i forhold til de problemer, som blev omtalt i betænkningen fra 1993-1995. Det vil støtte den sundhedspolitiske indsats for at nå de stadig lige aktuelle mål for den danske middellevetid og sociale ulighed.


Referencer

  1. 1. Sundhedsministeriet. Regeringens folkesundhedsprogram 1999-2008. Et handlingsorienteret program for sundere rammer i hverdagen. København: Sundhedsministeriet, 1999:1-123.
  2. 2. Demographic yearbook World population data sheet of the Population Bureau Inc. Unstat.un.org/unsd/demographic/products/dyb/dyb2006/Table 4.pdf (september 2008).
  3. 3. Juel K. Middellevetid og dødelighed i Danmark sammenlignet med i Sverige. Hvad betyder rygning og alkohol? Ugeskr Læger 2008;170:2423-7.
  4. 4. Brønnum-Hansen H, Baadsgaard M. Increase in social inequality in health expectancy in Denmark. Scand J Pub Health 2008;36:44-51.
  5. 5. Forebyggelseskommissionen. Vi kan leve længere og sundere. Forebyggelseskommissionens anbefalinger til en styrket forebyggende indsats. København: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2009:1-471.