Stigende utilfredshed blandt de ældre speciallæger er en væsentlig årsag til manglende arbejdskraft i hospitalssektoren

Der er adskillige gange gjort opmærksom på, at hospitalssektoren i stigende grad mangler speciallæger, hvilket medfører, at primær udredning, planlægning, besøg og fx operationer bliver stærkt forsinket, hvilket igen medfører en stigende og berettiget utilfredshed for henviste borgere til det danske sundhedsvæsen.

Og hvorfor mangler vi så alle disse speciallæger? Det gør vi bl.a., fordi mange af speciallægerne fra »det grå guld«, dvs. dem over 60 år, vælger at forlade det offentlige sygehusvæsen for enten at gå på tidlig pension, helt at forlade systemet og dyrke helt andre interesser, at søge ansættelse inden for den private sektor eller at arbejde i de andre nordiske lande.

Dette er efter min og mange andre kollegers mening en meget væsentlig årsag til, at næsten alle kliniske afdelinger skriger på mere arbejdskraft til gennemførelse af det daglige arbejde. Vi er mange, som ikke har ønsket at fortsætte det tidligere arbejde pga. utilfredshed med stigende indblanding i afdelingernes drift og planlægning fra administrativt hold og konstant nye planer fra politisk side, hvor modeordene i dag er djøfficering, sammenlægning, nedlæggelser og oprettelse af centerenheder placeret i store regioner. Mit eget ønske om fratrædelse fra systemet som ledende overlæge på Medicinsk Afdeling, Frederikssund Sygehus, skal jeg ikke trætte læserne med, men jeg kunne nævne adskillige kolleger, som har valgt samme beslutning eller overvejer det kraftigt.

FAS og systemet bør snarest gennemføre en undersøgelse blandt det såkaldte grå guld dels for at finde data for, hvor mange fra gruppen der allerede har valgt en tidlig pensionsalder og fratræden og årsagen til dette, og samtidig undersøge, hvordan de indtil nu ansatte oplever dagligdagen og nuværende omvæltninger og dermed overvejer fratræden. Jeg er ret så sikker på, at det er en meget stor gruppe af de 60-årige. Og dette er en væsentlig årsag til, at afdelingerne ikke kan leve op til det, som man ønsker for at skabe acceptable vilkår for henviste og i ambulatorierne gående patienter, og uden mulighed for at leve op til den nu indførte fireårsregel, som politikerne har vedtaget uden at have sat sig grundigt ind i problemerne.

En undersøgelse bør som nævnt gennemføres snarest, så vi alle - også politikerne og centralt placerede kolleger - kan blive lidt klogere. Og jeg er ret sikker på, at der fra djøfferne efterfølgende vil komme udmeldinger om, at »det er jo bare de der ældre velbjergede overlæger, som ikke kan tåle, at der bliver rørt ved deres privilegier«.