Stoffer i drinks: myte eller faktum?

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

»Patienten mener, at nogen har tilsat et stof til hendes drink lørdag aften«. Således indledes ofte henvendelser fra praktiserende læger til vores afdeling for klinisk biokemi. Borgere og behandlere spørger også om råd: »Hvilke analyser er der til rådighed«? »Hvad skal man teste for«? Der fortælles, at den pågældende »er gået ud som et lys«, har hukommelsestab, sovet i unormal lang tid og følt sig urolig over tanken om at kunne være forsøgt bedøvet.

Kan sundhedssystemet overhovedet bidrage i denne type sager? Prospektive observationsstudier viser, at skadestuebesøg, hvor personer påstår ufrivilligt at have indtaget stoffer i drikkevarer, ofte er kædet sammen med svær og selvvalgt beruselse med alkohol [1-3]. I praksis er fænomenet drink spiking meget vanskeligt at håndtere, og man har fundet, at rutinetestning for misbrugsstoffer ikke var af værdi. Resultater viste også, at 35% af de patienter, som var blevet undersøgt i forbindelse med suspected drink spiking, fastholdt deres hypotese, uanset at alle laboratorieresultater var negative [3]. Ofte har positive fund omfattet lægemidler ordineret til patienten eller narkotika, som bevidst er indtaget forud for hændelsen. En positiv prøve beviser således ikke i sig selv, at der er indtaget drikkevarer tilsat stoffer og bør altid evalueres nøje i samråd med den testede.

I litteraturen finder man: 1) at der kan identificeres få veldokumenterede tilfælde af drink spiking, 2) at alkohol synes at være det mest benyttede tilsætningsstof, 3) at risikoen er meget lav i det offentlige rum, men højere i misbrugs- og prostitutionsmiljøer, 4) at anekdotiske oplysninger om flunitrazepam, ketamin og gammahydroxybutyrat, som hyppigt anvendte stoffer ikke kan bekræftes, og 5) at fænomenet vurderes som underrapporteret.

Det er et faktum at drink spiking potentielt kan føre til røveri og voldtægt. Et australsk studie viste, at 10% af de rapporterede tilfælde af drink spiking involverede seksuelt overfald, hvor offeret ofte kendte gerningsmanden i forvejen [4]. Vi ønsker ikke at bagatellisere disse hændelser. Derimod savner vi en diskussion af, hvorledes sagerne behandles og opfølges, når ikke der er tale om en forbrydelse.

Pressen har medvirket til en følelsesladet og sensationel behandling af emnet, og medierne levner ikke megen plads til videnskabelige fakta eller evidens. Firmaer markedsfører nu også kits til hurtigtest af stoffer i fordægtige drikkevarer. Der er skabt en stemning af stigende panik og bekymring både i Danmark og udlandet, som vi konstaterer ved forespørgsler om og rekvisition af misbrugsanalyser. Nogle episoder, som vi kender til, påstås at have fundet sted i det offentlige rum. Det er svært at forestille sig formålet med et sådant fænomen, ud over personlig chikane (prank spiking). Nattelivet flyder jo som bekendt med narkotiske stoffer. Er man uforvarende kommet til at drikke en andens drink, som vedkommende selv havde tilsat stoffer?

Selvom enkelte hospitaler har instrukser om behandling af patienter, er der ingen fælles konsensus for håndtering af sager om stoffer i drinks, hverken på skadestuen, i lægevagten, almen praksis eller klinisk biokemi. Fælles for de cases, vi kender til, er, at diagnostiske prøver udtages for sent, og først når borgeren har konsulteret egen læge. Hvis der er tale om indtagelse af bedøvelsesmidler, vil denne effekt i sig selv kunne forhindre eller forsinke patienten i at kontakte sundhedsvæsenet hurtigt efter hændelsen. Man kan forstille sig, at nogle sager afvises af lægevagten eller skadestuen, når patienten ikke er akut forgiftet, men egentlige opgørelser findes ikke i Danmark.

Generelt anfægter vi nyttevirkningen af laboratorieanalyser til at undersøge ufrivillig indtagelse af stoffer i drinks. Ingen klinisk biokemiske afdelinger råder i øjeblikket over et komplet anvendeligt analyseprogram til dette formål, hvilket ud over almindelige rusmidler bør inkludere specifikke og meget følsomme metoder til alle relevante sovemidler, sedativer og bedøvelsesmidler.