Store Claus og Lille Claus

Der var engang en hospitalslæge. Han hed Claus, men da det siden viste sig, at han ikke betød så meget i den store sammenhæng, kalder vi ham herefter for Lille Claus.

I det samme sundhedssystem var der en person, som til gengæld havde stor indflydelse. Han hed i virkeligheden Lars men for at forblive i det eventyrliges, anonyme univers, kalder vi ham efterfølgende for Store Claus.

Lille Claus havde en god stilling, elskede sit arbejde og tog sig godt af sine patienter. De holdt til gengæld meget af ham og respekterede ham. Når Lille Claus gik stuegang eller i ambulatoriet, kunne lykken over tilværelsen i den grad komme over ham, at han råbte, så det gjaldede: »Hej, alle mine patienter!«

Da Store Claus hørte det, sagde han: »Det er aldeles ikke dine patienter. Det er mine vælgere. Hvis jeg hører dig sige det igen, skal jeg sørge for, at det går dig ilde!«

Nu gik det hverken værre eller bedre, end at Lille Claus en dag igen lod sit gode humør løbe af med sig og råbte: »Hej, alle mine patienter!«

Da udstedte Store Claus omgående en ventetidsgaranti, som betød, at Lille Claus og hans patienter med garanti ikke havde tid til at vente på at råbe »hej« til hinanden mere.

Lille Claus syntes, at det var synd og skam og åbnede en privatklinik. Her ville han fortsætte med at sælge sundhedsydelser til de patienter, som endnu satte så stor pris på det gode læge-patient-forhold, at de var villige til at betale den.

Det gik strygende og skæpped' godt i kassen - så godt, at det rygtedes helt op i Sundhedsministeriet, hvor det også kom Store Claus for øre. »Det var som Søren!« tænkte Store Claus, »er der så mange penge i det?« Han lod derfor udgå en dagsbefaling, som stillede privatklinikker lige med de offentlige sygehuse.

Tiden gik, og efterhånden blev det bedre at være ansat på en privatklinik end på de store sygehuse. Lille Claus fik derfor snart følgeskab af andre hospitalslæger, som endog gik så vidt som til at henvise patienter fra de store sygehuse til deres privatklinik. Herved kunne de tjene to herrer, mange patienter og oveni en hulens masse penge.

Da Store Claus hørte om det, tænkte han, at nu måtte det have en ende med Lille Claus og alle hans ligesindede. Men da Store Claus jo selv havde været med til at åbne for privatklinikkerne, var det svært for ham at gøre noget. Han fik derfor en lokal stedfortræder til at forbyde hospitalslægerne at have dobbelt arbejde.

Lille Claus og hans kolleger måtte nu vælge, og det var ikke svært. De offentlige sygehuse blev langsomt affolkede for Lille Clauser, ventetidsgarantierne kunne derfor ikke overholdes, vælgerne blev utilfredse - så meget, at nogen døde af det - og det samme blev Store Claus, som jo stod med ansvaret.

Da tiden for en nærmere vurdering af Store Claus' embedsførelse nærmede sig, måtte der derfor gøres noget. Store Claus stillede sig da op på torvet i alle større byer og råbte: »Hej, alle mine vælgere, nu skal I få et sundhedssystem, som er det bedste i hele verden!«

Blandt tilhørerne var der nu også en lille dreng, som sagde: »Jamen, han har jo ikke noget at ha' det i!« Folk tyssede straks på ham, men den lille dreng gik hjem til sin far og sagde: »Lille Claus, Store Claus siger, at vi skal ha' verdens bedste sundhedssystem. Er det ikke at koge suppe på en pølsepind?«

Lille Claus forblev et øjeblik tavs men sagde så stilfærdigt: »Hvad fatter gør, er (vel) altid det rigtige (?)«.

Alligevel skrev han et indlæg til en avis om sine betænkeligheder ved Store Claus' store planer, men folk sagde blot om hans skriverier, at enten var han umådelig dum, eller også duede han ikke til sit embede.

Og sådan gik det til, at Lille Claus resignerede, mens Store Claus blev genvalgt til en ny embedsperiode. Og derfor levede alle ulykkeligt til deres dages ende.

Se, det var en værre historie. Og af den kan du lære, at det langtfra er sikkert, at enden er god, blot fordi man går i Løkke(n)s galocher!