Straf for sundhedsfaglige fejlskøn

Lyngby Byrets straffesag om to vagtlægers vurdering af en kvinde, som henvendte sig til 1813 med brystsmerter nytårsaften i 2015 er nu afsluttet. Kvinden var ikke blevet indlagt og døde få timer senere i hjemmet med bristet legemspulsåre. Lægerne idømtes bøde (forvandlingsstraf fængsel) jf. autorisationslovens (AL) § 75.

Dommen blev ikke anket. Sager om lægers vurdering af akutte brystsmerter har ellers traditionelt hørt til hos Disciplinærnævnet og ikke i strafferetten. De handler nemlig om fagligt skøn. Lægen har forsøgt faglig visitation af de mange henvendelser om brystubehag, som ikke alle kan medføre indlæggelse, og typisk spurgt ind til smertekarakter, opståen, lokalisation, provokerende faktorer osv., men måske fejlbedømt dem som f.eks. »muskulære«. At der kan være tegn på livstruende sygdom, flere lægekontakter, og patienten ulykkeligvis dør, har ikke ændret på, at der er tale om en disciplinæransvarsvurdering af »omhu og samvittighedsfuldhed« jf. AL § 17. Fejlskøn er ikke»grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed« jf. § 75. Ordlyden burde tale for sig selv. Lægen har jo netop foretaget en konkret vurdering og truffet beslutning på baggrund af saglig kommunikation med patienten med identifikation og vægtning af clues, men desværre mislykkes bestræbelserne.

Det var også tilfældet i byretssagen. Bagudrettet kan man måske godt se, at der var symptomer, som var forenelige med legemspulsårebrist, og at forløbet muligt kan føre til overvejelser om § 17-ansvar for fejlskøn (akut udredningsbehov for nyopståede, svære og behandlingsresistente brystsmerter). Men at vi befinder os i fejlskønsboldgaden bliver ekstra tydeligt af, at Patientsikkerhedsstyrelsen, Retslægerådet og anklager alle ville have haft patienten indlagt under mistanke for blodprop i hjertet, endskønt begge læger qua relevant udspørgning i situationen jo faktisk korrekt udelukkede dette. Retten knæsætter derpå det lidt aparte ræsonnement, at det er strafbar forsømmelse ikke at indlægge på en forkert sygdomsmistanke! Og retspraksis såvel som lovforarbejder er ellers klare nok: § 75 ville navnlig omfatte det tilfælde, hvor fagligt skøn slet ikke var udøvet [1].

Det er en alvorlig sag at kriminalisere folk. Disciplinærnævnet kan reagere, når fagligheden ikke er acceptabel. Ved patientsikkerhedsproblemer har Patientsikkerhedsstyrelsen bolden. Men det virker uprofessionelt at presse vurderingen af sundhedsprofessionelt skøn yderligere over i strafferetten. Er du på vagt?