Strukturreformen og Sundhedsvæsenet

Efter offentliggørelsen af aftalen om strukturreformen, er der lejlighed til refleksion.

Den hidtidige diskussion har båret præg af debattørernes dogmatisk fastholden det bestående og egen magtbase. Hvor ville det have været befriende med en mere visionær tilgang, hvor man også åbent turde tage fat på fremtiden og de store udfordringer som f.eks. finansieringen af fremtidens sundhedsvæsen.

Rationel strategisk faglig og økonomisk analyse af forskellige modeller og valgmuligheder havde i processen været gavnlig. Derimod er det meningsløst at kræve evidens i denne sammenhæng. Så havde mennesket næppe heller betrådt månen!

Det er vigtigt, at strukturreformen kommer til at repræsentere langsigtet og holdbar tænkning. Det handler ikke om partipolitiske eller ideologiske udskejelser, men om de grundlæggende ændringer i udviklingen af samfundet, repræsenteret ved rammevilkår som økonomi, demografi, kultur, globalisering etc.

Kort sagt de forhold, der under alle omstændigheder vil sætte den danske velfærdsstat under pres.

Hertil kommer den historiske, faglige og organisatoriske udvikling af og i sundhedsvæsenet. Debatten om strukturreformen har været meget lidt præget af diskussion om, hvordan det faglige indhold sikres eller måske ligefrem stimuleres i en ny struktur. Det er også ret uklart i aftalen om strukturreformen. Flere spørgsmål hænger i luften:

Sundhedsvæsenet fylder også i de nye regioner ca. 90 pct. af økonomien. Samtidig er opgaverne blevet færre. Hvad skal hindre 41 medlemmer af et regionsråd i en uhensigtsmæssig detailregulering af driftsopgaverne?

Man fornemmer finansieringsmodellen fra praksisområdet overført på kommunerne. Intentionen er åbenlyst at stimulere kommunen til øget forebyggelsesindsats. Samtidig nævnes kommunernes mulighed for: »at etablere nye løsninger, f.eks. i form af sundhedscentre«. Sundhedscentre er som bekendt et vidt begreb. Et kommunehospital?? Hvis det er intentionen, er den helt gal. Hvordan sikres mod kommunal suboptimering på sundheds- og forebyggelsesområdet?

Det er vigtigt i strukturdiskussionen at sondre mellem faglig og økonomisk bæredygtighed og så magten i forholdet mellem de forskellige instanser: kommune, region og stat. De to første taler ikke for mere end de tre regioner, der har været rygraden i videreuddannelses- og forskningsreformer siden 1991. Politiske, styrings- og magtmæssige rationaler resulterede altså i fem.

Erfaringen tilsiger, at reformer kun vanskeligt trænger ned i bunden af organisationer (in casu: sundhedsvæsenet), ned til »manden på gulvet«. Det er et spørgsmål om at ændre vanetænkning og kultur. Det er særligt vigtigt i en organisation, der er så tæt besat af fagprofessionelle, som sundhedsvæsenet er, at sikre at de ansatte kan identificere sig med forandringerne. Sikre sig legitimitet. Ellers bliver medarbejderne passive modspillere i stedet for aktive medspillere.

På den baggrund er udspillet med fem regioner acceptabelt. De ansatte kan identificere sig med den struktur, fordi den stort set respekterer de grundlæggende faglige relationer og mønstre, de ansatte arbejder i og tænker efter. Vi oplever sundhedsvæsenet som et finmasket net, hvor mønstret i højere grad dannes af vores personlige og faglige relationer (behandlingsmæssigt, forskningsmæssigt og videre- og efteruddannelsesmæssigt) end af formelle streger.

Uanset hvordan stregerne tegnes på Danmarkskortet, vil antallet af sygehuse formentlig i de kommende 20 år blive væsentligt reduceret, ligesom selve sygehusopfattelsen som et matrikelbaseret bygningskompleks vil ændre sig radikalt. Sygehuse vil i højere grad blive integreret med den primære og kommunale sundheds- og socialsektor i organisatoriske og administrative netværk. En koncern? Sygehusene skal satse på spidskompetencer, og hver region vil ikke have alt. En række afdelinger må afgive kompetencer alene af den grund, at der ikke vil være patientvolumen nok.

Det er ikke reformens skyld, men et led i den faglige udvikling!

Det interessante bliver, om strukturreformen vil fremme eller forhale udviklingen.