Styrelse uden patientsikkerhed i almen praksis

Ideen om risikobaserede tilsyn (nu: sundhedsfaglige tilsyn) bygger på den tese, at man hos sundhedsinstitutioner kan udpege nogle faktorer, som er udtryk for mangel på patientsikkerhed. De politikere, der støttede lovgivningen, der ligger bag, har sikkert haft de bedste intentioner med forslaget. Men som loven og dermed tilsynene er blevet udrullet i almen praksis indtil nu, er tilsynene ikke fremmende for patientsikkerheden, tværtimod er de i værste fald kontraproduktive for klinikkerne, dvs. at de sænker patientsikkerheden.

Der bør tænkes i andre baner, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) skal træde ind i den rolle, den er sat i verden for at have, nemlig at styrke patientsikkerheden.

Patientsikkerhedskulturen

De organisatoriske ressourcer og vidensressourcer, der ligger i STPS, kunne anvendes langt mere hensigtsmæssigt ved at understøtte og facilitere patientsikkerhedskulturen i almen praksis.

I øjeblikket foregår STPS-tilsyn styret efter forskellige tilfældige risikovariable. I stedet for at belaste velfungerende praksis med patroniserende tilsyn, ville begge parter have mere ud af, at STPS stillede ekspertise til rådighed med henblik på, at klinikkerne stimuleres og understøttes i at skabe mere patientsikre arbejdsgange. For eksempel er det i mange klinikker muligt at styrke sikkerheden vedrørende prøvesvar, vaccinationer, udredninger, psykisk syge, ordinationer etc.

Det vigtige er blot at klinikkernes ledelse overtager ansvaret for at overvåge patientsikkerheden i klinikkerne. Dermed bliver det fagfolk med kendskab til faget og med indblik i egen kliniks maskineri, der varetager overvågningen af patientsikkerheden. Hermed kan man opbygge rutiner og overvågning, der passer specifikt til den stab og de patienter, der er i den pågældende klinik. Dette i modsætning til nu, hvor STPS-tilsyn udføres efter devisen »one size fits all«, en tilsynsmetode, der selvfølgelig frustrerer mange kolleger.

Surveyors uden detailkendskab

Tilsynene foretages, ved at surveyoren anvender nogle målepunkter, der i sidste ende er besluttet af jurister på baggrund af deres tolkning af sundhedsloven. Dette medfører, at suveyors uden detailkendskab til almen praksis vurderer klinikkernes metoder og arbejdsgange på baggrund af nogle til tider særdeles rigide og ikke klinisk kompatible målepunkter.

Så de sundhedsfaglige tilsyn udvikler sig derfor let til et »blame-game«, der ikke er til gavn for hverken almen praksis eller STPS.

Svært at tale om UTH

Det ligger i blodet på stort set alle, der arbejder inden for sundhedssektoren, at hjælpe patienterne. Så derfor ligger patientsikkerhed alle praktiserende læger og deres personale på sinde. Men det ændrer ikke ved, at der er nogle organisatoriske og kulturelle forhold, der er hindrende for en optimal patientsikkerhed. De fleste mener, at de arbejder under maksimal patientsikkerhed, men alligevel opstår der fejl og uheld i hverdagen, som virker frustrerende for lægerne og personalet. Disse uheld eller UTH’er (utilsigtede hændelser), er et godt læringsmateriale for klinikkerne, og det viser sig, at de fleste UTH’er opstår inden for ganske bestemte områder og har en tendens til at gentage sig, hvis klinikkerne ikke forsøger at skabe læring i patientsikkerhed.

Det tager tid at opbygge patientsikkerhedskultur i almen praksis. Blot det at kunne diskutere UTH’er på klinikmøderne medfører for nogle kolleger og praksispersonale nogle udtalte afværgereaktioner. Så i mange klinikker bliver UTH’erne registreret og indberettet, men når de bliver taget op på klinikmøderne, kan det være svært at opnå en tilstrækkelig analytisk og dybtgående diskussion om emnet. Derfor er det vigtigt, at patientsikkerhedskulturen faciliteres i almen praksis, og klinikkerne kan bruge den vidensbank, der eksisterer på baggrund af indberettede UTH'er.

Forkert strategi i STPS

Strategien i de sundhedsfaglige tilsyn er, at man håber enten at finde klinikker med lav patientsikkerhed, således at man kan give dem irettesættelser og påtaler og samtidig skræmme eventuelle klinikker, der ikke er besøgt og formodes at have en lav patientsikkerhed, til at forbedre sig.

Men det er aldrig vist inden for pædagogik, at straf og irettesættelser medfører forbedringer. Konsekvensen af denne strategi er, at STPS, således som de arbejder i øjeblikket, bruger masser af kræfter på at finde risikoklinikker, som ikke findes i stedet for at understøtte og mere overordnet at udvikle patientsikkerheden i almen praksis.

Et alternativ til det sundhedsfaglige tilsyn kunne være at kræve af klinikkerne, at de selv arbejder aktivt med UTH-analyse i dagligdagen, at de årligt selv foretager en risikoanalyse af arbejdet i klinikken på baggrund af gennemgang af UTH-tilfælde og derefter får besøg af regionale risikomanagere mhp. at analysere arbejdsgange og forbedre patientsikkerheden i klinikken. Ligesom vi i dag har laboratoriekonsulenter til at tjekke det udstyr, vi har i klinikkerne.

Herved vil det være muligt at forbedre patientsikkerheden i et stort antal klinikker. Det vil også løfte niveauet af patientsikkerhed i de klinikker, der halter bagud af forskellige årsager. For det er et kendt fænomen, at når man flytter hovedgruppen af en population kvalitetsmæssigt, så følger de svagere aktører med. De bryder sig ikke om at blive ladt tilbage og føle sig stemplet som dårligt fungerende klinikker.

216 sundhedsfaglige tilsyn

Ved de 216 sundhedsfaglige tilsyn, som STPS har udført i 2017-2018, er der ikke fundet væsentlige kritiske patientsikkerhedsforhold hos nogen af lægerne. Alligevel arbejdes der videre på at finde en matrix – en såkaldt indeksmetode for udvælgelsen, der vil kunne finde læger med risikobetonet adfærd.

Så STPS arbejder videre ud fra deres politiske opdrag at skulle føre tilsyn, selv om det ikke har betydning for patientsikkerheden. Man er nu ved at udvikle en indeksmetode, der efter al sandsynlighed ikke vil vise sig at være bedre end tidligere anvendte metoder. Hvis de leder længe nok, finder de nok 1-2 læger, der har problemer med deres kliniske adfærd. Men i mellemtiden har man rullet målepunkterne ud over måske hundredevis af velfungerende praksis, der ikke opnår nogen forbedring af patientsikkerheden ved de sundhedsfaglige tilsyn.

Ved den påtænkte evaluering af STPS i 2020 kan man håbe på, at de sundhedsfaglige tilsyn i almen praksis afløses af en metode, der styrker patientsikkeheden i almen praksis i stedet for som nu, hvor kontrol og kritik dominerer, således at arbejdet med patientsikkerhed kan komme ind i et mere konstruktivt fase og blive en del af det spirende kvalitetsudviklingsarbejde i almen praksis. Det vil også befri STPS for rollen som sundhedssektorens (byens) lokale betjent (bølle), der antaster og chikanerer folk i baren, blot de ligner en sundhedsprofessionel, der ikke har en helt korrekt profil.