Styrelsen for patientsikkerhed udviser magtfordrejende mangel på faglighed

Jeg minder lidt om Maude fra Matador, der både har det svært med skidt og snavs. Jeg er kun udfordret af en ting: fejlbehandlinger. Bare tanken om, at jeg har sendt en patient ud ad døren med en forkert recept, er mig vederstyggelig og fylder mig med ubehag. 

Efter 20 år som læge er det gået op for mig, at vi i Lægehuset redder et liv om ugen, og at jeg kan have 999 gode behandlinger i træk. Nr. 1.000 vil dog altid være udfordrende. 

Min dygtige forgænger Dr. Lorentzen, der kurerede i Gesten fra 1942 til 1978, havde samme erkendelse og var kendt for at være kunstnerisk, kolerisk og direkte. Dr. Lorentzen har i sine velmagtsdage slået ud med armene og udbrudt: »Se mine samlede værker ...«, mens han stod foran Gesten Kirkegård.

Heldigvis har vi i dag Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), der hjælper os med at finde den rette vej. Selv STPS kan dog have en dårlig dag. I 2004 modtog STPS indberetning om en psykiater, der fejl- og overbehandlede med olanzapin og quetiapin, så det udgjorde en fare for patientsikkerheden [1]. 

I 2013 skred STPS  ind med autorisationsfratagelse, men de ni års forsinkelse kostede også jobbet for Sundhedsstyrelsens direktør Else Schmidt og chef for tilsyn Anne-Mette Dons [2]. Jeg har fuld forståelse for, at STPS siden da har haft nerverne uden på tøjet i forhold til olanzapin og quetiapin. 

Jeg erhvervede psykiatrisk erfaring fra 2003 til 2011 med moderne behandling [3]. I mine ti år i Gesten har jeg til brug i praksis haft olanzapin og quetiapin i mindste pakning og styrke til udlevering i helt særlige tilfælde. Jeg har med behandlingerne været så heldig, at jeg kunne komme i dialog og lindre forpinthed, desperation og nihilistiske vrangforestillinger. Kun en gang har jeg måttet lave en gul indlæggelse i psykiatrien, og ingen af dem, jeg har talt med, har begået selvmord. 

Jeg er en afviger, så efter ti år i Gesten opdagede STPS min anderledes praksis, og jeg fik en tilsynssag. Lægehuset og jeg blev truet fem gange: 

1. »Hvis en sundhedsperson ikke medvirker ved tilsynet, kan vi fratage autorisationen«. 

2. Lægehusets sygeplejerske blev bortvist fra tilsynsmøde i STPS. STPS traf herefter i medfør af forvaltningslovens § 8, stk. 2 afgørelse om, at »Katja Walter Bjerre ikke tillades at deltage i mødet, idet væsentlige hensyn til Styrelsens sagsbehandling talte imod«.  

3. STPS informerede om, at »Johannes Bjerre mistænkes for at have begået et strafbart forhold«. 

4. »Rekvireret flere typer af antipsykotika til brug i klinikken ... Formålet var at tage stilling til, om der var patientsikkerhedsmæssige problemer i relation til Johannes Bjerres fortsatte virke som autoriseret sundhedsfaglig person«. I forbindelse med STPS’ uvarslede tilsyn i lægehuset ønskede jeg rådgivning fra Lægeforeningen om, hvordan jeg skulle forholde mig. Lægeforeningens jurister var desværre til møde, så der var lidt ventetid. Jeg foreslog, at STPS’ tre medarbejdere ventede i bilen på parkeringspladsen, indtil jeg var vejledt. Klinikken havde årets travleste dag med influenzavaccinationer, så jeg mente, at det var mest hensigtsmæssigt af hensyn til coronarestriktionerne. 

5. STPS indskærper over for mig, at »Styrelsen ville betragte det som en bortvisning ... der kunne få konsekvenser for [Johannes Bjerres] fremtidige virke som læge«. 

Det er min påstand, at havde STPS benyttet en senior fagperson til vurdering af min afvigelse, kunne misforståelser, trusler og ransagning være undgået. Uheldigvis har STPS’ direktør hverken ønsket dialog eller en følgedag i Gesten, hvor vi kunne inspiceres. Over en kop kaffe kunne vi drøfte STPS’ udviklingspotentiale med brug af seniore fagpersoner inden tilsynssager og ransagninger. Jeg bliver slået med forbavselse og forundring over STPS’ manglende ønske om dialog om forbedringsmulighederne. 

Jeg mener, at vi skal besvare det klassiske spørgsmål: Hvem vogter vogteren – quis custodiet ipsos custodes?