Tak til Martin Bonde Petersen, som i Ugens billede (Ugeskr Læger 2018;180:V69690) beskriver et tilfælde af subungvalt malignt melanom. Det er en interessant iagttagelse, men fundene er ikke helt typiske.
Ved neglemelanom ses uregelmæssige grove og tynde ikkeparallelle sort-brune pigmentstriber, som flyder sammen eller er afbrudte. Et benignt pigmenteret negle-naevus på fingrene viser sig ved ensfarvede parallelle brune striber uden breddevariation [1]. Neglemelanomer vokser også i bredden, så pigmenteringen af proksimale del bliver bredere end distale del, dannende det vigtige conus sign.
Det beskrevne fund af Hutchinsons tegn, periungvale pigmentering, ses ved neglemelanom, benignt melanocytært naevus og morbus Bowen, så fundet er ikke diagnostisk [1, 2].
Neglepigmentering skyldes hyppigst blødning, typisk i tåneglene hos sportsudøvere (jogger's nails). Der er sort-rød misfarvning under neglepladen, som let kan diagnosticeres ved dermoskopi.
Aktuelle neglemelanom ligner klinisk et benignt matrix-naevus, men dermoskopien, som ikke er gengivet, viste melanomsuspekte forandringer.
Dermoskopi ved mistanke om neglemelanom er en atraumatisk undersøgelsesmetode, som udføres af dermatologer. Overdiagnosticering vil medføre unødig ablatio og biopsi af neglelejet, en ubehagelig procedure for patienten.
Fakta
Fakta
Referencer
LITTERATUR
Stolz W, Braun-Falco O, Bilek P et al. Color atlas of dermatoscopy, Blackwell Science, 2002:145-50.
Kawabata Y, Ohara K, Hino H et al. Two kind of Hutchinson's sign, benign and malignant. J Am Acad Dermatol 2001;44:395-7.