Sundhed skal ind i overenskomstforhandlingerne

Fotos Ugeskrift for Læger ogHung Tien Vu

Patienterne skal være sundere. Men skal de ansatte i sundhedsvæsenet være rollemodeller?

Det er let at liste de fordele, der er ved at tænke sundhed ind i arbejdslivet. Men hvis ledelsens motivation for at skabe sunde rammer er et fast blik på bundlinjen, kan et sygehus, der har medarbejdersundhed som brand, komme til at øve et pres på medarbejdere, der eksempelvis er overvægtige og uinteresserede i at dyrke motion.

Hvis en ansat klager over smerter i bevægeapparatet, aflaster man ikke symptomerne ved at stille en ergonomisk stol til rådighed, såfremt det faktisk er overvægten, der belaster knæ og hofter med smerter til følge. Hvis en medarbejder klager over træthed, kan årsagen være dårlig kondition. Ved ringe kondition skal man udføre sit arbejde ved en relativ høj intensitet. Det er intensiteten, der trætter. Løsningen er altså, at den trætte medarbejder forbedrer sin kondition og styrke. De her nævnte eksempler vedrører alle problemer, som den ansatte har bragt for dagen. Hvis ledelsen udviser berøringsangst over for emnet livsstil, er der ingen hjælp at hente. Det giver god mening, hvis arbejdspladsen man bidrage med en løsning, f.eks. tilbud om diætist, træning, rygestop, stress håndtering eller andet.

Det er en helt anden situation, hvis chefen uopfordret bringer spørgsmål om den enkeltes livsstil frem. Hvis en medarbejder passer sit job tilfredsstillende og i øvrigt selv er tilfreds med arbejdslivet, vil det for de fleste virke grænseoverskridende, hvis chefen begynder at tale om den ansattes livsstil. Min personlige grænse ville klart være overtrådt, hvis jeg ved ansøgning om job skulle oplyse BMI, kondital etc. Jeg vil gerne vurderes alene på mine faglige kvalifikationer. Men jeg vil gerne være på en arbejdsplads med rammer, der gør det nemt for mig at være sund, når jeg er på arbejde. Ikke fordi jeg skal være rollemodel, men af hensyn til mit velbefindende. Ideen om, at den ansatte i sundhedsvæsenet skal være rollemodel, er vulnerabel. Jeg hylder princippet: »gør som jeg siger, ikke som jeg gør«.

De livsstilsramte har flere sygedage og kortere tid på arbejdsmarkedet. Den sunde borger er omkostningseffektiv for samfundet og for arbejdspladsen. Stigmatiseringen lurer lige om hjørnet.

Men når det er sagt, kommer man ikke uden om, at arbejdspladsen er en vigtig arena for sundhed.

Dette tema bør bringes ind i overenskomstforhandlingerne, f.eks. med udgangspunkt i Forebyggelseskommissionens anbefalinger (jf. anbefaling 42 og 45).

Helt specifikt kan det anbefales, at arbejdsmarkedets parter indgår aftaler om gode rammer for sundhedsfremmende, evidensbaseret fysisk aktivitet på arbejdspladsen både som et supplement til arbejdet og som et led i arbejdets udførelse. Det er afgørende, at aftalerne baseres på anbefalinger fra sagkundskaben. Sidst men ikke mindst er der behov for, at parterne indgår aftaler om, hvor grænsen går mellem omsorg for den ansatte og utidig indblanding.