Sundhedsforsikringer har negative konsekvenser for sundhedsvæsenet

Fremkomsten af sundhedsforsikringer og den stigende brug heraf rejser spørgsmålet om, hvilken indflydelse de har på det offentlige sundhedsvæsen. Kjeld Møller Pedersen har i kronikform set på sundhedsforsikringers betydning i Danmark [1]. Det er et dynamisk område, der er dårligt belyst, og hvor forskning udfordres af metodeproblemer og mangelfulde data.

Man kan få det indtryk, at brug af sundhedsforsikringer medfører, at den forsikrede herved får et lavere sygefravær og et mindre sygehusforbrug. Forsikring er associeret med mindre langvarig sygdom, men association er ikke lig med kausalitet. Forsikrede og uforsikrede kan ikke sammenlignes uden videre, når forsikring kan være en konfounder for bl.a. beskæftigelse og arbejdsopgaver. Plejepersonale med tunge løft er typisk ikke forsikret, men har øget risiko for lange sygemeldinger pga. opgaverne.

Hovedkonklusionen i kronikken er, at sundhedsforsikringer ikke er en gøgeunge, da forsikringerne kun dækker en brøkdel af de samlede sundhedsudgifter.

Alligevel har forsikringerne negative, afledte konsekvenser for det offentligt betalte sundhedsvæsen og de uforsikrede. Der er således kun en vis mængde ressourcer som fagfolk til rådighed, og når A-holdet køber sig til et højere serviceniveau, drager det fordel af det offentligt finansierede sundhedsvæsen, og svækker B-holdets adgang. Samtidig får det offentligt finansierede sundhedsvæsen sværere ved at løse sine opgaver. Der er flere mekanismer bag disse effekter:

Selv om forsikringer kun skaber baggrund for forholdsvis få stillinger i den private sektor, kan det være meget kritisk i udvalgte specialer, når speciallæger skifter fra offentlig beskæftigelse til privat. Mangel på speciallæger i det offentlige fører til længere ventetider og dermed viderevisitation til det private i henhold til lov om ventetider. Når først en sådan mekanisme er skabt, er den meget svær at vende og særligt i specialer med speciallægemangel.

Denne mekanisme medfører også, at patientpotentialet for den lægelige videreuddannelse på sygehusene mindskes. Især ortopædkirurger og børne- og ungdomspsykiatere har peget på privathospitalernes konsekvenser for den lægelige videreuddannelse [2]. I almen praksis og hos de praktiserende speciallæger er videreuddannelsen integreret i arbejdet ligesom på de offentlige sygehuse.

Som Kjeld Møller Pedersen anfører, er de praktiserende læger måske ikke begejstrede for opgaven med at visitere til privathospitalerne, men måske ser de uforsikrede skatteydere også gerne, at forsikringsselskaberne selv finansierer visitationen?

Kjeld Møller Pedersen slutter af med at betegne et forsikringsbaseret sundhedsvæsen som utopisk. Hertil kan man bemærke, at ved at basere sundhedsvæsenet på forsikringsselskaber spredes risiko inden for grupper med samme risiko, men der omfordeles ikke mellem grupper som i et solidarisk skattefinansieret sundhedsvæsen. Om det er en utopi eller en dystopi må være et holdningsspørgsmål.

Vi har ikke udnyttet skattefinansieringens muligheder for at opnå lighed i sundhed – vi har ikke engang lighed i adgang til og brug af sundhedsydelser. Men øget brug af forsikringer vil skærpe uligheden. Øget brug af privathospitaler kan svække den generelle adgang på længere sigt – især for patienter med kompleks sygdom og andre lidelser, der ikke varetages i den private sektor.