Sundhedskommunikation

For nogle år siden fik jeg en invitation til at komme med forslag til forbedring af komplicerede patientforløb. Jeg havde netop siddet som pårørende til min syge mor og samtidig fungeret som oversætter af, hvad der foregik, for min fortvivlede far. Jeg indsendte et forslag om at fokusere på at genskabe noget af den sammenhæng for patienter og de pårørende, som er svundet ind i takt med den øgede specialisering. F.eks. med en ny profession på sygehusene: en sundhedskommunikator. For når der sker et skift, er det alt for ofte patienten selv og ikke mindst de pårørende, der må samle trådene, huske detaljer, stille de rigtige spørgsmål og videregive information. I bedste fald lykkes det nogenlunde. I værste fald går der vigtig viden tabt.

Vi har mange sundhedsfaggrupper, men ingen, der har som sin primære opgave at skabe overblik og sammenhæng. Det mærkes. Vi mangler et menneske i rummet, som ikke kan sige: »Det hører ikke til ved mig«. En tovholder og brobygger, som ikke er begrænset af sit speciale eller afdeling. Jeg foreslog en egentlig universitetsuddannelse. For det kræver meget at navigere i et system, der er så komplekst som et (super)sygehus er. Meget mere end hvad den enkelte patient, selv med engagerede pårørende, kan overskue. Uddannelsen skulle give kendskab til alle lagene på et sygehus lige fra basal sygdomslære til den overordnede administration. Samtidig skulle der gives grundig uddannelse i kommunikation. De skulle efter endt uddannelse være en fast del af patientforløbene og følge med fra første til sidste møde med sundhedsvæsenet.

Den røde tråd, der kunne hjælpe med at forberede og strukturere samtaler for at sikre, at information ikke går tabt, og ingen spørgsmål står ubesvarede, når mødet mellem patient og behandler slutter. Vedkommende skulle ikke tage stilling til behandling, men sikre, at patienten forstår, hvad der sker, og lige så vigtigt: at behandlerne får den nødvendige information. Det kunne skabe sammenhæng i overgange mellem de forskellige afdelinger, når en patient tillader sig at fejle mere end én ting. Og mellem sygehuset og kommunen, når en udskrivning kræver opfølgning i andre sektorer.

Nogle vil frygte, det vil komplicere og give ekstra udgifter. Men det tror jeg ikke. Jeg tror tværtimod på, at det ville kunne skabe tryghed for alle omkring patienten, som vil frigive ressourcer. Jeg har ad flere omgange nu også siddet ved min fars sygeseng og kan konstatere, at der ikke er tale om en enlig svale, når information går tabt.

Jeg kan også konstatere, at det har reelle konsekvenser. Nogle gange i form af unødige og dyre undersøgelser og andre gange i form af forværring i hans tilstand. I forhold til økonomi kommer også spørgsmålet, om en sundhedskommunikator mon i sidste ende er en dyrere løsning, end at jeg som speciallæge nu på tredje uge sidder hele dagen som pårørende frem for at passe mit arbejde?