Sundhedsråd: Nært i navnet – langt fra praksis

Mens kongens nytårstale markerede årsskiftet, betød det også, at sundhedsreformens 17 nye sundhedsråd så dagens lys. Vi har set både optimistiske analyser og opfordringer til ambitioner om mere nært samarbejde om patientforløb. Men som praktiserende læge står jeg tilbage med en grundlæggende bekymring: Hvordan sikrer vi lokalt og fagligt forankrede beslutninger, når strukturen er skæv fra starten?

De nye sundhedsråd har fået betydelig beslutningskompetence i det nære sundhedsvæsen og et økonomisk ansvar for udvikling af tilbuddene fra 2026–2030. Men en central aktør er ikke repræsenteret i beslutningsrummene: de praktiserende læger.

Det er ikke en mindre detalje. Almen praksis leverer langt størstedelen af de patientrettede ydelser i det nære sundhedsvæsen, og vores kliniske erfaring er helt afgørende for at navigere i virkelighedens problemer med kroniske sygdomme, multimorbiditet og koordination mellem sektorer. Det bliver ikke mere nært. Samtidig forventes det, at sundhedsrådene skal sikre sammenhæng mellem sygehus, kommunale tilbud og det lokale praksisniveau, uden at almen praksis har en formel plads til at bidrage til udviklingen. Det skaber et demokratisk og fagligt underskud.

Det er nu op til de 17 sundhedsråd med kompetence over det nære sundhedsvæsen at sikre, der er lokal repræsentation, som kan indgå kvalificeret i samarbejdet med sundhedsrådene og kommunerne. Dette er en implicit anerkendelse af, at den nuværende model er utilstrækkelig.

Det er vigtigt at anerkende, at jeg generelt støtter reformens overordnede ambitioner, herunder den politiske målsætning om mindst 5.000 praktiserende læger og flere uddannelsespladser i almen medicin. Det er et vigtigt skridt fremad for at fremtidssikre en bæredygtig primærsektor. Men reformens styrings- og myndighedsstruktur understøtter ikke den kliniske relevans og patientnære faglighed, uden at almen praksis er repræsenteret.

Denne problemstilling rækker ud over strukturer. Den rejser et fundamentalt spørgsmål om, hvem der må og kan træffe beslutninger om patienternes sundhedstilbud. Når regionerne både sætter dagsordenen og har veto i samarbejdet med kommunale repræsentanter i sundhedsrådene, uden at praktiserende læger er repræsenteret, risikerer vi, at kliniske perspektiver bliver tilsidesat til fordel for politiske kompromiser. Det kan føre til mindre sammenhængende forløb, mindre faglig legitimitet og dårligere beslutninger for patienterne.

Hvis vi virkelig mener, at sundhedsrådene skal være et redskab til bedre sundhed for borgerne i det nære sundhedsvæsen, må vi sikre faglig repræsentation, ikke blot politisk forankring.

Sundhedsråd med magt uden repræsentation af almen praksis er ikke sundhedsfagligt bæredygtige. Det er nu op til den politiske repræsentation i sundhedsrådene at sikre den nødvendige faglige forankring og at få almen praksis med ombord. Det forventer jeg bliver imødekommet, for at sundhedsrådene bliver en succes. Lad os rette strukturen, før vi giver reformen skylden.