Forleden landede den længe ventede rapport fra Sundhedsstrukturkommissionen med forskellige modeller til en ny sundhedsstruktur. Omtalen i medierne handlede i høj grad om »en løsning på lægemanglen uden for de store byer« og »regionernes fremtid«, men det digre værk på 420 sider alene i hovedrapporten handlede naturligvis om meget andet end det.
Jeg hæfter mig ved den høje karat, anbefalingerne og modellerne har. Set med mine øjne er det et solidt arbejde, kommissionen har gjort. Dels er der seks tværgående anbefalinger, som kommissionen mener, skal bruges, uanset hvilken model for hvordan sygehuse og variationer af de kommunale sundhedsopgaver samlet under ét ansvar politikerne måtte vælge at gennemføre. Det gælder en opgradering af digitalisering og klog brug af data, det gælder en samtænkning af psykiatrien og somatikken, og det gælder ikke mindst en generel kapacitetsudvidelse af det nære sundhedsvæsen med et stort fokus på ikke kun almen praksis, men også speciallægepraksis. Dels er der en masse gode takter i de beskrevne modeller, som jeg kvitterer for.
Overordnet lægges der op til massive investeringer og forbedringer af det nære sundhedsvæsen. Bl.a. med en klar udbygning og udvikling af praktiserende lægers rolle og en bedre og større anvendelse af speciallægepraksis. Det er godt, det forpligter, og det er noget, vi læger skal tage til os og være med til at levere på.
Hvis man kommer i mål med at styrke kapaciteten i det nære sundhedsvæsen og samtidig sikrer, at både almen praksis, speciallægepraksis og naturligvis også de kommunale sundhedstilbud kan trække på faglig støtte fra hospitalerne, er det den rette vej at gå. Det vil blandt meget andet godt mindske ulighed i sundhed.
Men forbedringerne forudsætter en stærkere sammenhængende planlægning og styring. Det er fundamentalt, at det primære og sekundære sundhedsvæsen hænger sammen og derfor også tænkes sammen. Derfor skal parterne tale tæt med hinanden for at etablere en ensartet forståelse og en enstrengethed i kæden.
»Sikkert er det, at vi fra Lægeforeningens side søger at sætte et stærkt lægeligt aftryk på de kommende ændringer«Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Udtrykket, at det primære og sekundære sundhedsvæsen er hinandens forudsætninger, har aldrig været mere aktuelt eller relevant at holde fast i. Hele opbygningen af det nære sundhedsvæsen samlet set er afgørende for, at patienten kan få behandling af høj kvalitet – også uden for sygehusene. Det er desuden helt afgørende for at hindre indlæggelser og genindlæggelser. Herunder at planlægningen af og udviklingen i den samlede opgaveløsning på tværs af praksis og sygehuse afstemmes med såvel opbygning som udvikling og ressourcer. Det gør, at sundhedsvæsenets samlede kræfter bruges klogest muligt.
Vores sundhedsvæsen skal håndtere en fremtid, hvor vi bliver flere ældre, og flere vil leve med kroniske sygdomme og multisygdom. Men de flere ældre får også frakturer, neurodegenerative lidelser og kræftsygdomme. Det fordrer netop planlægning og samtænkning på tværs, for at vi bruger sundhedsvæsenets kræfter og ressourcer klogest muligt. Sker det ikke, vil væsenet »sande til« det ene eller det andet sted.
Lægeforeningen har derfor store forventninger til, at Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger ikke kun forbliver anbefalinger, men at de rent faktisk udmønter sig i en ambitiøs politisk aftale med tydelige og reelle forandringer til det bedre. For det er soleklart, at der skal tages fat.
Eksempelvis kan den føromtalte lægemangel ikke løses uden nye tiltag. Jeg vil endnu en gang understrege, at man ikke politisk får knækket den geografiske ulighed i sundhed – som for mange borgere og beslutningstagere er det samme som »lægemangel uden for de større byer« – uden flere speciallæger. Det gælder ikke kun speciallæger i almen medicin, men speciallæger i stort set alle lægelige specialer, både dem, der skal holde hånden under demografien, og de specialer, hvor generationsskiftet er undervejs.
Der er alt for få speciallæger i dag, og det skal politikerne have øje for: Alle de læger, vi uddanner fra universiteterne, skal kunne blive speciallæger.
På den anden side af sommeren ventes regeringen at spille ud med sit forslag til ny struktur. Om det ender med model 1, 2, 3 eller en helt fjerde, må vi se, men sikkert er det, at vi fra Lægeforeningens side søger at sætte et stærkt lægeligt aftryk på de kommende ændringer.
