Sundhedsstyrelsen dimensionerer ikke ud fra lægers ønsker, men fra sundhedsvæsenets behov

Under overskriften »Flaskehalse i videreuddannelsen« i Ugeskrift for Læger nr. 50 anføres det: 1) Der vil mangle videreuddannelsesstillinger, hvis Sundhedsstyrelsen ikke allerede nu øger antallet, 2) Sundhedsstyrelsen skaber flaskehalse i videreuddannelsessystemet i håb om at motivere unge læger til at gå ind i specialer med de største rekrutteringsvanskeligheder.

Artiklen er baseret på en undersøgelse fra Yngre Læger om, hvilke specialer de ønsker at gå ind i. Undersøgelsen når frem til, at der i 2008 vil mangle 235 hoveduddannelsesforløb.

Sundhedsstyrelsen finder undersøgelsen interessant, idet den kan være med til at påpege hvilke specialer, som i fremtiden vil opleve enten rekrutteringsvanskeligheder eller kødannelse. Undersøgelsen kan samtidig belyse hvilke specialer, der bør gøre mere for at tiltrække de yngre læger.

Det er væsentligt at fremhæve, at yngre lægers ønsker om speciallægeuddannelse og sundhedsvæsenets behov for speciallæger ikke nødvendigvis er det samme. Men ud fra et planlægningssynspunkt er det behovet efter speciallæger og ikke lægernes ønsker, som sætter rammerne for Sundhedsstyrelsens dimensionering.

Sundhedsstyrelsen er ikke enig i, at der underdimensioneres, men ser tallene som et resultat af en række faktuelle og metodemæssige problemer:

Der er anvendt en kandidatproduktion, som er væsentlig højere end den, som er udmeldt fra Videnskabsministeriet.

Yngre Læger opererer med en tidshorisont på tre år fra endt eksamen til start på et hoveduddannelsesforløb, svarende til den formelle uddannelsestid.

Men den reelle ventetid afviger væsentligt fra den formelle og ligger på mellem 6 og 12 år, dog fraset almen medicin. Ventetiden omfatter den obligatoriske uddannelsestid, dvs. turnus og introduktionsuddannelse, mens den resterende tid anvendes til forskning, klinisk fordybelse, orlov i forbindelse med barsel m.m.

Dertil kommer, at der ikke synes at være belæg for, at alle læger efterspørger en speciallægeuddannelse, som det fremgår af undersøgelsen. Sundhedsstyrelsens autorisations-registre viser, at knap 85% af alle danskuddannede læger uddannet i 1980 og 1985 har opnået dansk speciallægeautorisation i 2003. Kandidater uddannet i 1990 synes at følge 1985-årgangen, mens det er for tidligt at udtale sig om 1995-årgangen.

Endeligt bør det nævnes, at undersøgelsen ikke inddrager, at der er stor geografisk forskel i søgningen inden for de enkelte specialer.

Derved bliver der ikke taget hensyn til, at en læge, som i undersøgelsen har ønsket et bestemt speciale, kun vil vælge dette speciale, hvis det ligger et bestemt sted.

En dimensionering ud fra yngre lægers ønsker om speciale og placering af speciale vil ud fra et planlægningssynspunkt have katastrofale følger for sundhedsvæsenets funktion, herunder adgangen til behandling.