Sundhedsvæsenet - det arme væsen

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

I forbindelse med fratræden fra min stilling som cheflæge for Sygehus Vendsyssel har jeg gjort mig nogle tanker, som jeg tænker måske vil vække genklang hos læsere af Ugeskrift for Læger. Siden i begyndelsen af 1980'erne har jeg set og oplevet forandringer, som er rullet ind over sygehusene.

I de seneste år har sygehusene været ramt af besparelser og krav om produktivitet, 2 procents besparelser og 2-3 procent op i effektivitet om året, og det mærkes efterhånden på personalets lyst og glæde ved arbejdet. Samtidig sker der sammenlægninger af sygehuse for at forbedre økonomien og kvaliteten. For det meste er det en forbedring, men stort er nødvendigvis ikke kun godt, når sygehuset kommer ud over en vis størrelse. Vi skal i disse år drive hospitaler med færre senge - forløb skal gøres kortere, kommunerne skal overtage plejen, telemedicinske løsninger vinder frem - vi er ved at komme langt fra sygeplejerskens kølige hånd på panden. Hvis man som patient med kronisk lungesygdom eller som hjertepatient føler, at man er ved at dø på grund af luftmangel, er der ikke meget trøst i en telemedicinsk løsning.

Ingen samordning

Der er en bekymrende mangel på samordning mellem aktørerne i sundhedsvæsenet, det være sig Folketinget, Regionerne, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og forskellige andre styrelser. Alle iværksætter initiativer, og det er de samme personer, som er ansat på sygehuset, som skal sørge for udførelsen. Store it-projekter, akkreditering, Sundhedsstyrelse-specialeplanlægning, omstruktureringer i sygehusenes afdelinger, alt sammen på samme tid og med det samme personale. Implementering af strategier, som private firmaer ivrigt har været glade for at sælge til sygehusene, f.eks. Total Quality Management og Blue Ocean-strategi bare for at nævne to. Og ca. hvert andet år kommer der et nyt koncept; det kunne være dejligt en gang at se, at et sygehus hængte et skilt på døren med »al handel med strategier frabedes«, bare for en stund.

Ukendt effekt

Jeg har endnu til gode at se, at der på et overordnet niveau afventes en effekt af de ændringer, som man implementerer på et sygehus, før man indfører nye ændringer - det arme væsen får aldrig lov til at hvile sig og se effekten af behandlingen, før det udsættes for ny skrap medicin. Hvis vi behandlede patienter på den måde, ved at bruge midler, som ikke var afprøvet og med flere midler samtidig og lige efter hinanden, ville vi med rette blive kritiseret af Sundhedsstyrelsen. Jeg ville ønske, at man bare én gang indførte et sabbatår for strategier på et sygehus, for at personalet kunne koncentrere sig om patientbehandlingen og så samtidigt få vurderet effekten af de initiativer som var igangsat - det ville være en innovation.

Dokumentationsbølgen har som en anden tsunami ramt sygehusene Der bruges meget tid på kontrol og dokumentation for opfyldelse af standarder. Naturligvis skal behandlingsprincipper følges, og vi er nødt til at have et sæt gode principielle standarder for vores behandlinger - men når kvalitetsstandarder udmønter sig i tælling af håndvaske og sprit i lommerne for at få Sundhedsstyrelsens stjerner, så er vi langt ude over, hvor kontoret for sund fornuft har lukket. At det for mit eget sygehus nåede dertil, at den ene halvdel af sygehuset fik tre stjerner og den anden fire på trods af samme standarder, men forskellige matrikler, er et eksempel herpå.

Sygehusene er for medier og politikere blevet en boldbane, hvor man kan få enkeltsager og emner blæst op, uanset om der er saglig bund i sagen. F.eks. ved opgørelse af dødeligheden på sygehusene (hospitalsstandardiserede mortalitetsrater (HSMR)) foretages der sammenligninger uden at skelne mellem, om dette er korrekt eller ej. Et formiddagsblad kaldte et sygehus for »Dødens Sygehus«, til trods for at det ikke har sammenhæng med de faktuelle forhold, bare fordi det var godt stof, og problemet er, at det tages for pålydende. Det opleves som en uretfærdighed, at et godt sygehus med dygtige medarbejdere skal udsættes for, at deres arbejdsplads bliver brugt som boldbane for andres ambitioner.