Sundhedsvæsenet: Fuglene på taget og virkeligheden på jorden

Ved stort anlagte pressemøder hører vi igen og igen politikerne love os det, vi som læger i sundhedsvæsenet sukker efter: Genopretningsplan, sundhedspakke i milliardklassen, ekstra penge til akutområdet og en tiårsplan for psykiatrien.

Men for os, der har vores hverdag i det danske sundhedsvæsen, kommer politikerne let til at lyde som Komiske Ali, når de beskriver, hvad de er i gang med at gøre for sundhedsvæsenet. For der er milevid forskel på politikernes løfter og udmeldinger og den virkelighed, vi som læger oplever i dagligdagen.

For her er sundhedspakker og psykiatriplaner fugle på taget, som vi kun kan drømme om, når hverdagen byder på nedlægning af sengepladser på grund af manglende personale. På ansættelsesstop – også af klinisk personale. Og nu også på afskedigelser af sygeplejersker, sosu-assistenter, lægesekretærer og – endnu i begrænset omfang – også af læger.

Man får lyst til at råbe »Hallo, virkeligheden kalder!« til politikerne. For samtidig med, at de fortæller om alt det gode, de vil gøre for akutområdet, kræftområdet og psykiatrien, bliver vi i MED-udvalgene orienteret om besparelser eller omprioriteringer selv på afdelinger, hvor der allerede i dag er skåret helt ind til benet, og hvor der alt for ofte ligger patienter på gangene.

Det går ikke overraskende ud over arbejdsmiljøet. Det er hårdt i længden at være for få på arbejde. Og det er utilfredsstillende ikke at kunne afse den fornødne tid til at tale med patienterne og indrette behandlingen efter, hvad de fortæller.

Det får nogle speciallæger til at sige farvel til det offentlige sundhedsvæsen for i stedet at søge mod det private. I sidste nummer af Ugeskrift for Læger kunne vi se optællinger, der viser denne udfordrende tendens. Og i undersøgelser fra Yngre Læger kan vi se, at også uddannelseslæger går med overvejelser om at søge væk fra det offentlige sundhedsvæsen, når speciallægeautorisationen er i hus.

Yngre Lægers kurser og webinarer om at arbejde andre steder end i klinikken på offentlige hospitaler, f.eks. i lægemiddelindustrien, er altid overtegnede. Men det er ikke den enkelte læges ønske om at ville prøve noget andet end det regionale sundhedsvæsen, der er et problem. Problemet er, at det for nogle ikke så meget er et tilvalg af nye karriereveje, som det er et fravalg af det offentlige sundhedsvæsen. Først og fremmest på grund af forhold, der har med arbejdsmiljø at gøre. Og så bør alle alarmklokker lyde.

For selv om vi som læger overordnet set er særdeles glade for vores fag og oftest oplever stor, faglig tilfredshed i vores arbejde, bliver vi påvirket, hvis arbejdsmiljøet er for belastet.

Det offentlige sundhedsvæsen har brug for et arbejdsmiljø, der kan tiltrække kompetente læger og andre sundhedsprofessionelle. Det grundlæggende – at der er ressourcer nok til, at der kan ansættes tilstrækkeligt med personale – må politikerne sørge for. De mere lavthængende frugter – nogle så basale at det kan undre, at det ikke fungerer alle steder – har ledelserne og arbejdsgiverne ansvaret for. Det handler f.eks. om, at vagtplanlægningen fungerer, og at vagter meldes ud i tide, så vi ved, hvornår vi skal på arbejde, og hvornår vi ikke skal. At vi kender tidspunktet for vores ferie i ordentlig tid. At vi mødes med fleksibilitet, så vi eksempelvis kan holde fri på vores børns første skoledag. Fleksibilitet i bred forstand står meget højt på medlemmer af Yngre Lægers ønskeseddel til arbejdsgiverne.

Det er nu, arbejdsgiverne skal i arbejdstøjet og sikre vilkår i det offentlige sundhedsvæsen, som tiltrækker – frem for afskrækker – læger og andre sundhedsprofessionelle. For vi har brug for et stærkt, offentligt sundhedsvæsen. Det er her, specialiseringen findes, forskningen dyrkes, og speciallæger uddannes. Og så er et solidt, offentligt sundhedsvæsen det eneste, der kan sikre lige adgang til behandling for alle borgere og dermed modvirke ulighed i sundhed.

Vi har brug for et stærkt, offentligt sundhedsvæsen, der kan levere kvalitetsbehandling til alle borgere og samtidig sikre gode arbejdsforhold for sundhedspersonalet. Det er her, at fuglene på taget kommer ind i billedet. For jeg ser frem til, at de snart lander, så den virkelighed, vi oplever, kommer til at lyde som den, politikerne taler om.