Sundhedsvæsenet skal være robust nok til at tage hånd om skrøbelige patienter

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg så, at frailty er emnet for dette temanummer af Ugeskrift for Læger.

Ikke kun fordi skrøbelighed er et vigtigt lægefagligt emne, som mange af os har brug for at blive klogere på. Men også fordi det handler om mødet med det enkelte menneske, der har brug for lægehjælp.

Frailty, eller skrøbelighed på dansk, er en af de store udfordringer i et sundhedsvæsen med flere ældre og flere patienter med komplekse forløb. Det er grundlæggende godt og glædeligt, at flere lever længere. Men det kræver også, at vi tænker skrøbelighed ind i organisering, politiske beslutninger, uddannelse og forskning. Frailty er ikke en uundgåelig følge af alder. Men risikoen stiger med alderen, og derfor bliver skrøbelighed en stadigt vigtigere udfordring.

I mit kliniske virke som urolog møder jeg selv patienter, hvor frailty spiller en stor rolle. Noget, der kan synes som en relativt afgrænset problemstilling, kan få vidt forskellige udfald, afhængig af udgangspunktet for den enkelte patient. Det kan være alt fra simple kateterproblemer til udredningsforløb, operation og rekonvalescens. De skrøbelige er i større risiko for at få langvarige forløb eller komplikationer end de, i mangel på bedre ord, robuste. Det er afgørende, at vi har blik for patientens samlede udgangspunkt – funktionsevne, ernæring, medicinliste, deres netværk og egne ønsker – så vi kan anvende den samlede lægefaglige vurdering og sikre, at behandlingen er den rette for patienten.

Som det også beskrives klart i temanummerets videnskabelige leder, er der forskel på patienter. Den ene kan være aktiv og selvkørende. Den anden kan være præget af vægttab, træthed, fald, mange sygdomme og mange lægemidler. Sundhedsvæsenet skal være gearet til at møde det enkelte menneske – ikke mindst når patienten har så få kræfter og reserver tilbage, at selv en mindre belastning kan få store konsekvenser.

En urinvejsinfektion, en operation, skift i medicin eller et par dage i sengen kan være nok til, at et ældre menneske mister funktionsevne, bliver forvirret, falder eller ikke længere kan klare sig i eget hjem. Det skal vi tage alvorligt. Derfor skal vi udbrede den viden, vi allerede har om frailty. Og derfor skal vi forske mere i skrøbelighed. For det er til gavn for alle, hvis vi bliver bedre til at forebygge unødige indlæggelser, usammenhængende forløb og ikke mindst også de alvorlige konsekvenser, som ulighed i sundhed har for mange patienter.

Frailty er nemlig også et billede på, hvordan social ulighed i sundhed kan sætte sig i kroppen gennem et langt liv. Når mennesker med kort uddannelse, lav indkomst og mange sygdomme oftere møder sundhedsvæsenet med færre kræfter og mindre overskud, er skrøbelighed også en ulighedsdagsorden. Og det er en mærkesag for mig at bekæmpe ulighed i sundhed.

Derfor skal vi ikke behandle alle patienter ens. Vi skal behandle dem forskelligt for at kunne behandle dem lige. Og det kræver blandt meget andet et sundhedsvæsen med bedre rum og rammer til lægelig differentiering og prioritering. Akkurat som det kræver politisk vilje til at skabe bedre rammer for forskning og forbedring af ældres sundhed og sygdom. Det er nødvendigt for at sikre et mere lige og robust sundhedsvæsen, der kan tage hånd om skrøbelige patienter.