Skip to main content

Sundhedsvæsenets lunkne hænder

Kære kolleger, brug de sundhedsprofessionelle i ledelsen – de kender klinikken og har adgang til de rette fora.

Julie Mackenhauer
Email: thejuliemac@gmail.com

27. feb. 2018
2 min.

DJØF-icerede læger. De kolde hænder. Ikkeklinikerne, som er flygtet fra patienter, vagter og rigtigt lægearbejde … Tonen i debatten er hård, og de toneangivende klinikere har ikke meget til overs for kollegerne i parakliniske eller administrative stillinger. Særligt ikke hvis de blander sig i kliniske problemstillinger, prioriteringer eller planlægning.

Sundhedsvæsenet er politisk styret og ikke et teknokrati. Indsigt i de politiske processer og sundhedsvæsenets organisering og administration burde derfor interessere enhver, der har kritikpunkter i forhold til strukturerne omkring arbejdet i klinikken. Systemet er dog komplekst, og egentlig indflydelse på de politiske processer kan synes utopisk, når hverdagen består af overfyldte afdelinger, multisyge patienter, vakante stillinger og nedskæringer i plejegruppen. Tillidsrepræsentanterne kan tage kampen for bedre forhold lokalt, men de tungere emner bliver hurtigt en sag for Lægeforeningen, Yngre Læger eller FAS, hvor den enkeltes stemme nemt forsvinder.

I kampen mod strukturelle problemer og fejlslagne politiske prioriteter mener jeg, at vi underkender gruppen af sundhedsprofessionelle (ikke kun læger), som er placeret i ledelsessystemet, i administrationerne og styrelserne. Det vil være en fordel, hvis lægestanden erkender, at indsigt i sundhedsvæsenets organisering er en særlig disciplin. At ledelse og administrative stillinger er en lægelig karrierevej – ikke en flugt fra lægegerningen.

De toneangivende klinikere har ikke meget til overs for kollegerne i parakliniske eller administrative stillinger

Jeg mener, at vi kan betragte den administrative læge på lige fod med f.eks. en klinisk mikrobiolog. Intensivisten lader sig rådgive af den kliniske mikrobiolog i spørgsmål om behandling af f.eks. patienter med resistente bakterier. På samme måde kan man forestille sig, at de klinisk kollegaer kan samarbejde med kollegaerne i de administrative systemer, når det handler om at påvirke strukturerne i sundhedsvæsenet? Selvom den administrative læge ikke klarer 22 stuegange på én dag eller styrer en operationsgang med 12 stuer, deler vi trods alt både grunduddannelse, KBU/turnus og har fælles reference med flere års kliniske ansættelser. Mange har endda baggrund i et klinisk speciale og en fortid med netop 22 stuegange eller 12 operationsstuer. Deres hænder er måske ikke helt så kolde, som de fremstilles?

Kære kollegaer gør de lunkne hænder lune! Forvent, at dine ikkekliniske kollegaer kan fremføre dine pointer i de relevante fora. Styrk deres position og deres argumentation med eksempler og oplevelser fra din hverdag. Vi har brug for stærke sundhedsprofessionelle kræfter i den politiske debat såvel som i sundhedsvæsenets maskinrum. Vi bør kunne repræsentere hinanden og forstærke hinandens stemmer.