Sundhedsvidenskabelig forskning

Et såkaldt nødråb optog hele side to i dagbladet Politiken 30. januar 2003. Adressen var de politikere, som sidder på pengekassen, der finansierer sundhedsvidenskabelig forskning. Et vaskeægte stykke lobbyisme uden noget som helst forsøg på kritisk journalstik. Det handlede om penge. Det gjorde det også, da Ugeskriftet havde et temanummer om sundhedsvidenskabelig forskning 20. januar 2003. En halv snes forfattere eller forfattergrupper lovsang forskning som et indiskutabelt gode.

Forskning i Danmark

Det hed, at Danmark forskningsmæssigt ikke må sakke agterud i forhold til de lande, vi ønsker at sammenligne os med. På den baggrund vil jeg gerne stille spørgsmålet: Behøver vi sundhedsvidenskabelig forskning i Danmark? Mit svar: Det er ligegyldigt, om de forskningsresultater, vi skal bruge i vort kliniske arbejde, er produceret i Danmark eller udenlands, bare de er relevante for danske forhold.

Noget andet er, at arbejde med forskning er den bedste måde, hvorpå man som læge kan lære at vurdere kollegers forskningsresultater fra ind- og udland og evt. acceptere dem som ledetråd for nye undersøgelses- og behandlingsmetoder i Danmark. Det sidste er i overensstemmelse med princippet om evidensbaseret medicin. En fremtidsdrøm er, at undersøgelse og behandling i det skatteyderfinansierede sundhedsvæsen hviler på et fundament af forskningsresultater. Sådan er det ikke i dag, noget, som tilhængere af alternativ medicin sjældent forsømmer at påpege.

Forskningsmotivation

Min store lægelige og forskningsmæssige interesse var for 30 år siden nyfødte og for tidligt fødte børn. Under ansættelse på Rigshospitalets dengang relativt nyoprettede neonatalafdeling gik jeg i gang med en undersøgelse af binyrebarkfunktionen hos nyfødte. Jeg satte mig blandt andet ind i de nødvendige analyser af hormoner i blodet og forsøgte selv at lære laboratorieteknikken. Jeg brugte mange timer af min fritid, som den gang var meget sparsommere end den, som unge læger har i dag. Vi var fem læger på afdelingen, i dag er der 16 ifølge »Lægeforeningens vejviser«.

Jeg ønskede at fremlægge nogle foreløbige resultater i et videnskabeligt forum, og jeg søgte forskningsmidler til laborantassistance. Ingen af delene blev til noget. Det gik op for mig, at afdelingens chef ikke støttede mig. Herefter besluttede jeg aldrig mere at gå i gang med forskning, hvor jeg ville være afhængig af professorers og overlægers velvilje eller mangel på samme.

Forskningsmuligheder

Det er en almindelig opfattelse, at uden penge kan man ikke forske. Det er bare forkert. Jeg indrømmer, at interesse for molekylær genetik, biokemi, vævshistologi og en del andet kræver opbakning fra en institution og bevilling af penge.

Men der er andre muligheder, fx klinisk forskning og epidemiologi. Jeg tror, at al forskning er interessant, hvis man fordyber sig i den.

I perioden 1971-1975 arbejdede jeg som vagtlæge i Køge. Jeg registrerede ydelsesproduktion og sygdomsmønster. En tredjedel af patienterne var børn, de fleste små- eller spædbørn. Der var mange frygtdiagnoser.

Materialet skulle så skrives sammen. Jeg ønskede ikke at søge forskningsmidler, og jeg fik ingen. Hvis det gik galt, ville jeg ikke skylde nogen noget.

Jeg tog materialet med til Grønland, hvor jeg som distriktslæge i Aasiaat, havde så gode forhold, at jeg kunne skrive en afhandling. Den blev indleveret til Købehavns Universitet. I første omgang fik jeg besked på at skrive den om. Det gjorde jeg så. Det foregik også i Grønland. I 1982 efter 12 års arbejde forsvarede jeg ved Københavns Universitet disputatsen: »Køge lægevagt - Ydelsesproduktion og sygdomspanorama« [1].

Pædiatri

Inden da var jeg blevet speciallæge i børnesygdomme. Dette sammen med mine efterhånden årelange ansættelser i Grønland førte blandt andre projekter til en undersøgelse af »Vækst i Grønland - Udvikling i legemsproportioner og menarchealder« [2].

Menarche er en vigtig milepæl for vækst og sluthøjde. Jeg påviste, at menarchealder er faldet med tre år i løbet af de sidste 100 år. Dette projekt blev ligeledes gennemført uden ansøgning om eller bevilling af penge, selvom om også læger i Grønland lider af den tvangstanke, at uden penge ingen forskning.

Min vigtigste reference ved undersøgelsen var danske børn.

Den seneste danske undersøgelse var 30 år gammel [3].

En undersøgelse sat i gang via Afdeling for Vækst og Reproduktion, Rigshospitalet, var løbet ud i sandet. Da jeg rykkede afdelingens professor for den påkrævede opdatering af danske normalvækstkurver, svarede han, at der ikke var penge til projektet.

Jeg synes alligevel, at professoren og hans medarbejdere snarest skulle begive sig ud på danske vuggestuer, skoler og gymnasier for at undersøge væksten hos danske børn og unge. Vækst og vækstkurver er børnelægers vigtigste hjælpemiddel i dagligdagen. Man bør vide, hvordan normale børn vokser. Min undersøgelse viste, at 14-årige grønlandske børn i 1997 var 10 cm højere end 14-årige børn i 1965.

Da pædiater Else Andersen etablerede de danske standardvækstkurver, havde hun Danmarks største computer, DASK, til rådighed (mundtlig meddelelse). I dag er det nok med en personlig computer, som de fleste af os ejer. Det er bare at gå i gang, hellere i dag end i morgen.

Neurologi

Ifølge Politiken også 30. januar vil man på Rigshospitalet gerne gennemføre en undersøgelse af fysisk genoptræning af patienter ramt af en blodprop i hjernen. Problemstilling: Kan man ved træning forebygge en ny blodprop i hjerne eller hjerte? Jeg synes, det er et glimrende projekt, men hvorfor skal det som anført koste 15 millioner kr.? Jeg fatter det ikke.

Jeg foreslår, at afdelingens chef og hendes stab straks går i gang med undersøgelsen. Om de får penge til det, bør ikke være afgørende. Under alle omstændigheder er de så privilegerede, at de har patientmaterialet. Neurologien råder over mange veletablerede kliniske undersøgelsesmetoder, som kan anvendes af enhver erfaren neurolog. Kostbart udstyr er unødvendigt.

Forskning som merit

En stor del af min lægekarriere er gået med forskning, uden at jeg har opnået andet end personlig tilfredsstillelse ved at gennemføre den.

Men der er andre mulige motiver til forskning, fx personlig karriere, berigelse eller berømmelse. »Publish or Perish«, hedder det. Det er et sørgelig princip, men der er så meget realitet i det, at lægevidenskabelige tidsskrifter har indført strenge regler, med hensyn (dobbelt)publikationer og retten til (med)forfatterskaber.

Det er vanskeligt at bedømme, hvem der er en god, en halvgod eller en dårlig kliniker. Forskningsaktivitet lader sig bedre bedømme, om ikke andet så kvantitativt. Når professorer fejrer mærkedage og bliver omtalt i aviserne, kan man somme tider læse, hvor mange artikler, de har skrevet. Det kan dreje sig om flere hundrede, hvordan det end er gået til.

Forskningskvalitet

Det synes at være moderne at vurdere forskere på antallet af publicerede artikler, såkaldt bibliometri. Der findes imidlertid ingen sikker bibliometrisk metode. Der findes heller ingen sikker metode til at vurdere forskningskvalitet. Derfor kan man få Nobelprisen i medicin for forskning, der er udført for 30 år siden .

Ph.d.-graden

De sidste 10-15 år har universiteterne haft bemyndigelse til at tildele ph.d.-grad (licentiatgrad) til forskere, hvis en række betingelser er opfyldt [4]. Det drejer sig blandt andet om et videnskabeligt forskningsprojekt gennemført under vejledning inden for en treårig periode. Der forlanges en afhandling, som skal forsvares offentligt. Der tildeles nu 250 medicinske ph.d.-grader om året med stigende tendens [5]. Graden er en kvalifikation.

Doktorgraden

Tildeling af doktorgraden sker på grundlag af en skriftlig afhandling, der forsvares ved en mundtlig offentlig handling. Doktorgraden er en anerkendelse af, at forfatteren har betydelig videnskabelig indsigt og modenhed og med sin afhandling har bragt videnskaben et væsentligt skridt videre [6]

Der antages årligt ca. 60 disputatser til forsvar for den medicinske doktorgrad, faldende tendens [5]. Hvor mange afhandlinger, der indleveres til de danske universiteter er uvist. I det hele taget hører man sjældent om forskning, der er blevet påbegyndt, men ikke fuldført, evt. på trods af mange års flid og engagement. Impact-score og meritering fører det ikke til.

Officielle opponenter

Næsten, men ikke alle doktordisputatser, der antages til offentligt forsvar, bliver godkendt.

Specielt for den danske disputatsordning er, at alle kan komme ind fra gaden og opponere ex auditorio. Det sker sjældent, men bevidstheden om, at det kan forekomme, er noget ingen doktorand og ingen af de officielle opponenter tør se bort fra. Det er sket i Danmark, at en antaget doktordisputats er blevet underkendt på grund af uofficielle opponenter.

Uofficielle opponenter

Muligheden for at opponere ex auditorio er saltet for den danske disputatsordning. Måske derfor forsvares der meget færre disputatser i Danmark end i Sverige. Jeg har adskillige gange overværet forsvarshandlinger ved Lunds Universitet. Her er der kun én officiel opponent og ingen uofficielle. Det hele har karakter af en formalitet, et ekspeditionskontor.

Opponenter ex auditorio er ikke populære. De gamle drenges netværk - her bestående af de officielle opponenter og lederen af forsvarshandlingen, dekanen eller dennes stedfortræder - bryder sig ikke om indblanding eller kommentarer til deres jugement. Lederen af forsvarshandlingen forsømmer aldrig hjerteligt at takke de officielle opponenter for deres arbejde.

Jeg har selv ex auditorio opponeret 4 gange ved doktordisputatser ved Københavns Universitet uden en eneste gang at få tak fra den dekan eller professor, som ledede forsvarshandlingen. Kun én af doktoranderne takkede mig, selvom det er et kæmpearbejde at opponere. I virkeligheden skulle doktorander være glade for, at nogen har gjort sig ulejligheden at sætte sig ind i deres arbejde.

Officielle opponenter, som får løn, har 8 måneder til at vurdere, om en afhandling fortjener belønning i form af den medicinske doktorgrad. Uofficielle opponenter har principielt mindst 4 uger til at forberede sig [6], men ofte kun det halve eller mindre, fordi Universitetets retningslinjer om publikationsfrister ikke overholdes. Jeg har i brev til Københavns Universitet forgæves påpeget dette.

Afdøde psykiater og neurolog Mogens Milfeldt opponerede mindst 8 gange ex auditorio. Han var en gentleman med akademisk pli, hvilket i dag er en mangelvare hos danske læger. Alligevel fik han ikke altid tak. Ved Aarhus Universitet var han engang ude for, at dekanen var tæt på med magt at smide ham ned fra talerstolen (personlig meddelelse).

Det samme var lige ved at overgå mig selv, da jeg ved Københavns Universitet opponerede - ikke ved en doktorafhandling - men ved John Sahl Andersens ph.d.-afhandling om Københavns Lægevagt. Både en af de officielle opponenter og formanden for Københavns Lægeforening var så utilfredse, at de, inden jeg overhovedet havde sagt noget, ville fratage mig ordet. De påstod, at man ikke kunne opponere ex auditorio ved ph.d.-afhandlinger.

Penge er ikke alt

Min kronik kunne lyde som en jeremiade over egne genvordigheder. Den er ikke ment sådan. Jeg vil dog ikke tilråde unge forskere at gå min vej. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at man som forsker ikke behøver at finde sig i, hvad som helst. For at få brød på bordet og samtidigt gennemføre min forskning, har jeg sommetider måtte tage stillinger, som andre læger ikke ville have. Det har ført til en klinisk karriere, der strækker sig fra det sydlige Afrika til det nordligste Grønland.

Hvis jeg havde været medlem af et forskningsmiljø ved et universitet, havde dette muligvis været berigende for mig selv og måske ført til bedre videnskab. Jeg har kun bevæget mig i udkanten af disse miljøer. Med forbehold herfor mener jeg, at atmosfæren i nævnte miljøer ofte er meget barsk, præget af benhård konkurrence i kampen for at tiltrække sig professorers og chefers opmærksomhed.

Det har været en stor tilfredsstillelse at klare sig foruden.

Mit vigtigste ærinde med denne rapport er dog ikke mine personlige følelser, men at formidle et budskab. Penge er ikke alt i denne verden. Man kan godt drive forskning uden. På sagesløse politikeres og skatteborgeres vegne har jeg et ønske: Må vi nu godt blive fri for lobbyisme og beklagelser over pengeknaphed fra forskerside! Og til unge forskere: Hvis man ikke synes, at forskning i sig selv er berigende, så skal man slet ikke gå i gang!