Skip to main content

Min baggrund for svaret uddybes hermed:

Behandlingen af type 2-diabetes er blevet en kompliceret sag. Målet for glykeret hæmoglobin (HbA1c) i dag i Europa er en værdi £ 6,5%, hvilket ikke kan nås gennem monoterapi alene, men ofte kræver, at man adderer et eller to yderligere præparater. Vi har for nylig påvist (i et pilotstudie), at normaliseringen af blodglukose kræver en forbedring af alle tre patofysiologiske defekter, hvilket kan ske gennem en kombination af både insulin, metformin og glitazoner [1].

I dag starter vi oftest med metformin for herefter at addere sulfonylurea, insulin eller glitazoner. Da alle tre nævnte grupper af perorale antidiabetika kan reducere blodglukose med stort set samme valør (1-2 procentpoints reduktion af HbA1c), bliver bivirkningsprofilen ofte afgørende for præparatvalg. Sulfonylurea kan give alvorlige hypoglykæmier - og der er patienter, som hvert år dør af dette. Metformin, som vi alle er enige om er førstevalgspræparat, kan give laktatacidose og må derfor ikke anvendes til personer med øget serumkreatinin. Glitazoner er de eneste på markedet, som markant kan øge den perifere insulinfølsomhed. Disse præparater er derfor meget interessante ud fra et teoretisk synspunkt. Der er to hovedbivirkninger: 1) øget vægt, som man også ser med sulfonylurea og insulin (men mindre udtalt), og 2) den alvorligste bivirkning, at glitazoner kan give ødemer (væskeretention) [2]. Hos patienter med dårlig pumpefunktion kan dette medføre hjerteinsufficiens (ses hos 2-6%!). Derfor bør man ikke give glitazoner til patienter med tegn på hjerteinsufficiens.

De behandlingsprincipper, som mit høringssvar har givet udtryk for, er i overensstemmelse med de i 2006 udarbejdede kliniske retningslinjer fra European Association for the Study of Diabetes (EASD) og American Diabetes Association (ADA): glitazoner er andetvalg efter metformin på linje med sulfonylurea eller insulin. Valget sker efter vurdering af effekt og bivirkninger i forbindelse med den enkelte patients fænotype [3]. Lægen bør anvende den kombination, der er bedst til den enkelte patient!

Mats Lindbergs fortolkning af de - af ham udvalgte - arbejder skal jeg ikke kommentere nærmere, men blot konstatere, at den ikke er i overensstemmelse med forfatterens egen fortolkning.

Interessekonflikter: H. Beck-Nielsen har inden for de seneste tre år holdt honoreret foredrag for Novo Nordisk og GlaxoSmithKline samt modtaget honorar for konsultationer fra AstraZeneca, Novartis og MSD.


Referencer

  1. Poulsen MK, Henriksen JE, Hother-Nielsen O et al. The combined effect of triple therapy with rosiglitazone, Metformin, and insulin aspart in type 2 diabetic patients. Diabetes Care 2003;26:3273.
  2. 2. Yki-Järvinen. Drug therapy. Thiazolidinediones. New Engl J Med 2004;351: 1106-18.
  3. 3. Nathan DM, Buse JB, Davidson MB et al. Management of hyperglycemia in type 2 diabetes: a consensus algorithm for the initiation and adjustment of therapy. A consensus statement from the American Diabetes Association and the European Association for the Study of Diabetes. Diabetes Care 2006;29:1963-1972.