Skip to main content

Svar

Formand Michael Dupont, Praktiserende Lægers Organisation, E-mail: plo@dadl.dk

28. nov. 2005
2 min.

Elo Aagaard indleder sit debatindlæg med at slå fast, hvad klokken er. Det, vil jeg sige, afhænger af »hvor på jorden, man befinder sig«. Vi befinder os åbenbart ikke helt i samme »tidszone«, hvad angår de netop afbrudte overenskomstforhandlinger. Jeg er dybt uenig i påstanden om, at PLO's forhandlere ikke skulle være professionelle nok. Faktisk oplevede jeg et overordentlig velforberedt og hårdt arbejdende sekretariat, som på alle områder har været en uvurderlig støtte for os politisk valgte forhandlere. Læserbrevet afsluttes med sætningen: »det er et meget tilfredsstillende job at have - men det bærer ikke lønnen i sig selv«. Det er en interessant pointe, for spørger vi medlemmerne af PLO, viser vores holdningsenqueter, at det generelt er forbundet med stor arbejdsglæde at være praktiserende læge. Men jeg er da enig med Elo Aagaard i, at det stigende antal patientkontakter og kompleksiteten i konsultationerne ikke alene lader sig løse via brug af klinikpersonale og ved at købe os til lægevikarer etc., uden at der også følger noget økonomi med. Vi har over for modparten kunnet dokumentere, at udgifterne især stiger til hjælp i klinikken, og derfor må det afspejles på en sådan måde i en eventuel ny overenskomst. Vi går i hvert fald ikke ned i indtægt i forsøget på at få ender til at nå sammen og få tid sammen med vores patienter, blot fordi Sygesikringen ikke mener, at de kan finde pengene.

Vi skal - som vi har meldt ud ved flere lejligheder - som minimum følge arbejdsmarkedets indkomstudvikling på det uddannelses-, kompetence- og ansvarsniveau, vi normalt sammenlignes med. Lægemangelsituationen både ser vi på med meget stor alvor og gør alt, hvad der er muligt for at afhjælpe. Heldigvis er der endnu ikke tegn på, at arbejdspresset osv. afskrækker den næste generation af praktiserende læger. Vi vil derfor - så længe, det er påkrævet - ruste os med tålmodighed men også forberede os på, at sidste etape kan blive rigtig hård. Vi er langtfra handlingslammede men fast besluttede på at nå vores mål. Det kan tage tid. Klokke eller ej.