Tak til Søren Steen Nielsen et al for interessen for vor artikel. Som det fremgår, er der tale om et område, hvor der tilsyneladende fortsat hersker nogen usikkerhed. Det er korrekt, at KOL-diagnosen væsentligst hvilede på anamnestiske oplysninger, men det er vores indtryk, at uddybende diagnosticering og beskrivelse, herunder medicinregistrering, ikke ville have ændret populationens fordeling og dermed konklusionen signifikant.
Præsentation af data beror naturligvis på et valg. Vi kunne som foreslået have valgt at angive data som procent af forventede værdier, men valgte at anvende absolutte værdier, idet vi synes, at disse er mere informative end relative værdier. Foretages beregningerne på relative værdier, ændrer dette ikke på konklusionen. Således havde KOL-gruppen en median FEV1 på 51% af forventet værdi (spændvidde 21-90%), mens ikke-KOL-gruppen havde en median FEV1 på 74% af forventet (39-95%). Under dipyridamolbelastning faldt median FEV1 til 47% (20-88%) for KOL-gruppen og til 71% (40-88%) for ikke-KOL-gruppen. Med hensyn til sværhedsgraden af de individuelle fald kan illustrative kurver fås ved henvendelse til forfatterne. Vi anerkender, at »anamnestisk KOL« ikke er et særlig specifikt begreb, men inddeles vor population i to grupper med FEV1/VC henholdsvis < 70 eller > 70, har dipyridamolinfusion samme kortvarige effekt på den ventilatoriske kapacitet i de to grupper.
Flere arbejder belyser virkningen af dipyridamol på den ventilatoriske kapacitet. Ranhovsky et al [1] undersøgte 3.911 patienter og fandt akut bronkokonstriktion hos 0,15%. Alle tilfælde kunne kuperes med teofyllamin. Tilsvarende resultater blev fundet hos 72 patienter med kliniske eller anamne-stiske tegn på KOL [2]. Studier på patienter med svær KOL har også vist, at akut bronkokonstriktion efter dipyridamolinfusion hurtigt kan kuperes med teofyllamin [3, 4].
Man kan naturligvis vælge fortsat at være tilbageholdende med at belaste patienter med svær KOL med dipyridamol.
Vi mener imidlertid, at denne tilbageholdenhed primært bør gælde patienter med astma og bronkial hyperreaktivitet. Erfaringerne med dipyridamolbelastning strækker sig over flere årtier og ud fra den foreliggende litteratur inklusive vores eget studie [5], mener vi fortsat, at KOL-patienter kan gennemføre myokardiescintigrafi med dipyridamolbelastning uden betydende øget respiratorisk risiko.
