Skip to main content

Svar:

Overlæge Hans Ibsen, Medicinsk Afdeling M, Amtssygehuset i Glostrup. E-mail: haib@glostruphosp.kbhamt.dk

16. okt. 2006
2 min.

Normalisering af forhøjet blodtryk eliminerer den del af risikoen for apopleksi, som er relateret til det forhøjede blodtryk!

Det, jeg har sagt og skrevet, er følgende:

»Omfattende epidemiologiske undersøgelser viser, at forhøjet blodtryk, dvs. 140/90 mmHg er ansvarlig for lidt mere end 50% af alle apopleksitilfælde« [1-3].

Og: »Sådanne data er baggrunden for et udsagn, jeg har anvendt meget i den senere tid: Hvis al dansk blodtryk var normalt, ville halvdelen af alle slagtilfælde være forebygget! Dette svarer meget godt til et forebyggelsespotentiale på 5.000-6.000 slagtilfælde årligt. Dette kan jo næppe lade sig gøre, men ved en fokuseret lægefaglig og sundhedspolitisk indsats kan vi gøre det meget bedre, end vi gør i dag!«

Det er beskæmmende, at vi må konstatere, at »the rule of halves« [3] stadig gælder! Det er endnu værre: Blandt dem, der er medicinsk behandlet, er kun ca. 25% velbehandlede, dvs.: Omfattende underdiagnostik og underbehandling og et meget stort potentiale for yderligere forebyggelse.

Der er nøje overensstemmelse mellem den gevinst, der opnås i klinisk kontrollerede undersøgelser, og den epidemiologiske viden. I placebokontrollerede undersøgelser, hvor der mellem de aktivt behandlede og de placebobehandlede kun er en blodtryksforskel på 10/5 mmHg (blodtrykket falder jo også i placebogrupperne, bl.a. fordi en del bliver sat på aktiv behandling!) findes 38% reduktion i apopleksitilfælde. Men mindre end halvdelen har nået behandlingsmålet < 149/90 mmHg.

Med moderne kombinationsbehandling kan man opnå, at ca. 75% bliver velbehandlede.

Det vigtigste enkelttiltag til forebyggelse af apopleksi er blodtryksmåling og effektiv behandling med det formål at normalisere blodtrykket.

Så: »Du skal ikke finde dig i, at dit blodtryk er over 140/90«.


Referencer

  1. Ibsen H. Find dig ikke i, at du ikke kender dit blodtryk. Dagens Medicin 2006;(21):20.
  2. Prospective Studies Collaboration. Age-specific relevance of usual blood pressure to vascular mortality: a meta-analysis of individual data for one million adults in 61 prospective studies. Lancet 2002;360:1903-13.
  3. Weinehall L et al. High remaining risk in poorly treated hypertension: the "rule of halves«" still exists. J of Hypertension 2002;20:2081-8.