Svar:

Bodil Bechs indlæg drejer sig om et vigtigt og evigtgyldigt problem ved enhver form for diagnostik, nemlig vægtningen mellem sensitivitet og specificitet. I klamydiadiagnostikken kan dette afspejles på følgende vis. Et forkert »negativt« testresultat kan resultere i dels ubehandlede infektioner, der eventuelt fører til senkomplikationer, dels en upåagtet viderebringelse af smitte. Lav sensitivitet har således både individuel og samfundsmæssig betydning. Et forkert »positivt« testresultat kan give anledning til mistænksomhed om utroskab i parforholdet og stigmatisering af den undersøgte (Ida Kangas - personlig meddelelse).

Lægen, der giver patienten et svar på en klamydiatest, må opveje positive og negative konsekvenser af svaret og være opmærksom på, at ingen diagnostisk metode er 100% sikker. Hertil kommer, at sandsynligheden for et forkert positivt testresultat stiger dramatisk, jo lavere sygdomshyppigheden er i den pågældende population. F.eks. er klamydiahyppigheden meget lav hos kvinder over 30 år, og i denne gruppe er der derfor stor sandsandlighed for, at et positivt testresultat er forkert.

Dyrkning for Chlamydia trachomatis kan ikke blive falsk positiv, forudsat at der ikke foreligger forbytning af prøver hos rekvirenten eller i laboratoriet. Derimod kan dyrkning give falsk negativt resultat, f.eks. hvis transportvarigheden er for lang, og eventuelle C. trachomatis derfor går til grunde inden udsåning. Ved brug af DNA-forstærkningsmetoder foreligger sidstnævnte problem ikke, og falsk negative resultater er sjældnere end ved dyrkning. Dog kan falsk positive resultater forekomme.

Ved formodning om seksuelt misbrug vil vi derfor tilråde brug af både DNA-forstærkningsmetode (for at tilsikre en så høj sandsynlighed som muligt for diagnosticering af eventuel klamydia) og dyrkning (for at der ikke i forbindelse med eventuel medikolegal sagsbehandling opstår mistanke om, at positive resultater kan være falsk positive).

Ud fra både diagnostiske og samfundsøkonomiske overvejelser mener vi, at man ikke bør anvende begge metoder ved rutineundersøgelser for klamydia [1]. Yderligere er DNA-forstærkningsmetoder eneste brugbare diagnostiske mulighed ved screeningsundersøgelse med selvtagen prøve (urin eller vaginalpodning).

De konkrete spørgsmål kan besvares på følgende måde:

1. Alle amter anvender nu DNA-forstærkningsmetoder til undersøgelse for klamydia.

2. Rutinemæssig anvendelse af dyrkning for C. trachomatis udføres kun på Statens Serum Institut.

3. Antallet af klamydiatilfælde på landsplan kan ikke opdeles i nyopståede og latente/ikkeaktive stadier. Det skal i øvrigt pointeres, at de offentliggjorte tal udelukkende drejer sig om indberettede laboratoriepåviste tilfælde.

Interessekonflikter: Steen Hoffmann varetager den nationale overvågning af laboratoriepåvist klamydia. Dyrkning for C. trachomatis udføres på Statens Serum Institut.