Skip to main content

> Svar:

Praktiserende psykiater Mogens Brødsgaard, medlem af bestyrelsen og Overlæge Dorte Sestoft, formand, E-mail: dorte@sestoft.dk, På vegne af Dansk Psykiatrisk Selskab

3. nov. 2005
2 min.

Tak til Birgitte Vange for et relevant indlæg. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at voksenpsykiaterne tager over, hvor børne- ungdomspsykiaterne slipper, og det sker ved 18- til 21- års-alderen. Det er derfor helt naturligt, at det er voksenpsykiaterne, der overtager behandlingen af de unge, der lider af ADHD, når det ønskes, og det er en oplagt sag for praktiserende psykiatere i samarbejde med den praktiserende læge. Det er karakteristisk for personer med ADHD, at der er megen comorbiditet, som f.eks. OCD, angst af forskellige former, misbrug og depression, og disse øvrige lidelser skal behandles efter normale retningslinjer. Derudover får personer med ADHD, hyppigst mænd, en adfærd, der ligner den dyssociale personlighedsstruktur, også kaldet psykopater, og her er det vigtig, at psykiateren kan give personen den relevante adfærdskorrigerende behandling og sikre en sufficient medicinsk behandling. Da ADHD er en livslang lidelse/tilstand, kræver det en sikker og stabil medicinering, og det bør ske i et godt samarbejde mellem de praktiserende læger og psykiatere. Heldigvis er der nu ved at komme nye præparater på markedet, så det ikke kun er det CNS-stimulerende præparat Ritalin, som receptmæssigt er kopieringspligtigt, der kan bruges. De nye produkters virkningsmekanismer er anderledes, og en recept på et produkt som f.eks Modiodal kan reiteres og er ikke kopieringspligtigt. Sundhedsstyrelsen vil formodentlig også lave deres retningslinjer om, når de nye præpa-rater kommer på markedet, og så vil det også være meget naturligt, at praktiserende læger på sigt overtager ADHD-behandlingen efter psykiaterne. Rent samarbejdsmæssigt bliver det således børne- ungdomspsykiaterne, der skal visitere ADHD-patienterne videre, og ofte vil det være godt at henvise til en voksenpsykiater først, som så kan lære patienten at kende, inden patienten visiteres videre til egen læge. På den måde kan man sikre et godt samarbejde omkring disse patienter, som kræver en livslang behandling.