Skip to main content

> Svar:

Cand.scient.san. Sine Skovbjerg Jakobsen, e-mail: sineskovbjerg@hotmail.com Cand.scient.san. Annette Hallum Knudsen, Den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse, Aarhus Universitet

4. nov. 2005
3 min.

Kommentaren til vores artikel »Forskning i effekten af alternativ behandling. Lægers holdning« giver os anledning til at fremhæve, at vi anser det som positivt at få gang i debatten omkring alternative behandlingsformers rolle i det etablerede sundhedsvæsen. I relation til overlæge Palle Rosted & speciallæge Viggo Rask Kragh Jørgensens kritik af vores artikel erklærer vi os både enige og uenige.

Palle Rosted & Viggo Rask Kragh Jørgensen påpeger, at begreberne alternativ behandling og alternative behandlere ikke er veldefinerede. Hertil må vi svare, at den eftersøgte definition naturligvis var at finde i det originale arbejde, men at den i omskrivningen til artikelform er fravalgt. Med de spørgsmål som rejses i kommentaren, må vi erkende, at det ville have været hensigtsmæssigt, om definitionen også havde været at finde i artiklen.

Endvidere må vi dog overordnet konstatere, at debattørerne drager nogle konklusioner på baggrund af artiklen, som vi ikke kan identificere os med. Vi vil anfægte, at argumentationen udelukkende er bygget op omkring akupunktur, hvor der i artiklen anlægges et generelt syn på alternative behandlingsformer.

Vi har ikke udført en undersøgelse med formålet at be- eller afkræfte effekten af alternativ behandling, men derimod at afdække lægers holdning til, hvordan alternativ behandling bør dokumenteres, for at læger vil anvende disse behandlingsformer. Det pointeres, at debattørerne ikke anser det som et reelt billede på en læges dagligdag, at 88% af de adspurgte lagde megen vægt på, at den klinisk kontrollerede undersøgelse anvendes til dokumentation af effekten af behandlingsformer inden for lægevidenskaben.

Dette er vel kun et spørgsmål om det evigt tilbagevendende skisma mellem det teoretisk ønskværdige og gældende praksis. Vi mener dog kun, at det er positivt, at så store andele ønsker dokumentation af såvel lægevidenskabelige som alternative behandlingsformer.

Debattørerne anfægter vort udsagn om, at læger har et ry for at være afvisende over for alternativ behandling. Udsagnet er ment i den forstand, at lægerne er afvisende, fordi der på mange områder inden for alternativ behandling ikke findes dokumentation for behandlingens effekt. I den forbindelse må vi henvise til den tidligere formand for Lægeforeningen, Torben Pedersen, som har pointeret, at alternative behandlingsformer bør undersøges, så lægerne på et videnskabeligt grundlag og igennem kontrollerede undersøgelser får mulighed for at vurdere disse metoder [1].

Men som Palle Rosted & Viggo Rask Kragh Jørgensen beskriver, kan det være problematisk at undersøge visse alternative behandlingsformer med kontrollerede undersøgelser, og dette er jo netop grundlaget for vores undersøgelse.

Vi er enige i, at det er muligt at undersøge akupunktur ved hjælp af klinisk kontrollerede undersøgelser. Dog mener vi, at Palle Rosted & Viggo Rask Kragh Jørgensens noget ensidige diskussion omkring akupunktur er misvisende i forhold til artiklens diskussion af alternativ behandling i generel forstand, og vi savner her i høj grad en mere nuanceret fremstilling.


Referencer

  1. Pedersen T. Alternative behandlingsmetoder skal undersøges videnskabeligt. Ugeskr Læger 1996;158:4222-4.