Skip to main content

> Svar:

Overlæge Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, H:S Rigshospitalet. E-mail: pcg@cochrane.dk

4. dec. 2006
3 min.

Rosted & Jørgensen henviser til en leder i BMJ som støtte for deres synspunkter om effekten af akupunktur ved kroniske rygsmerter og migræne. Hertil er at sige, at lederartikler om behandlinger har lav troværdighed, idet de udtrykker »expert opinion« [1]. Det er mere interessant, at forfatterne af Cochrane-oversigten om kroniske rygsmerter anfører, at effekten af akupunktur kun observeres umiddelbart efter sessionerne og ved korttidsopfølgning, og at effekten desuden er lille [2]. Cochrane-oversigten om hovedpine, inklusive migræne [3], har jeg allerede omtalt [4].

Fælles for de to oversigter, og for forsøg med akupunktur generelt, er, at mange af forsøgene er af usædvanlig ringe kvalitet, hvilket gør det svært at vide, hvad der er en reel effekt, og hvad der er bias.

Rosted & Jørgensen citerer mit indlæg [4] på en sådan måde, at det ikke afspejler min argumentation. Jeg skrev, at effekten af akupunktur ved spændingshovedpine synes at være noget tvivlsom, og at »Selv om forfatterne [af Cochrane-oversigten] finder nogen støtte til en positiv effekt, hæfter jeg mig især ved Implications for practice«, hvor der står, at straightforward recommendations for clinical practice cannot be made.

Min bemærkning om sygdommens spontanforløb kom i en helt anden sammenhæng. Jeg har ikke affærdiget den målte effekt med henvisning til dette. Jeg gjorde opmærksom på, at når kontrolgruppen ikke får nogen behandling, og forsøget derfor ikke er blindet, skal man tolke en forskel mellem behandlings- og kontrolgruppen varsomt, når effektmålene er subjektive, idet man må forvente rapporteringsbias. Patienterne deltager formentlig i forsøget, fordi de i forvejen er positive over for akupunktur, og de kan derfor let komme til at angive, at de har mindre ondt, end der reelt er belæg for, i modsætning til patienterne i den ubehandlede kontrolgruppe.

Jeg har i øvrigt lært, at man ikke bør bruge blokader med lokalanalgetika mod kroniske smerter. Man kunne godt ønske sig, at akupunktører gjorde sig tilsvarende etiske overvejelser om berettigelsen af gentagne nålestik, især fordi det i klinisk praksis kan koste flere tusinde kroner om måneden at gå til akupunktur. I et af forsøgene ved kroniske rygsmerter kunne der f.eks. gives behandling hver uge [5].


Referencer

  1. Centre for Evidence-Based Medicine. http://www.cebm.net/levels_of_evidence.asp. (10. nov. 2006).
  2. Furlan AD, van Tulder MW, Cherkin DC et al. Acupuncture and dry-needling for low back pain. Cochrane Database of Systematic Reviews 2005, Issue 1. Art. No.: CD001351.
  3. Melchart D, Linde K, Berman B et al. Acupuncture for idiopathic head-ache. Cochrane Database of Systematic Reviews 2001, Issue 1. Art. No.: CD001218.
  4. Gøtzsche PC. Tvivlsom dokumentation for effekten af akupunktur. Ugeskr Læger 2006;168:3635.
  5. Cherkin DC, Eisenberg D, Sherman KJ et al. Randomized trial comparing traditional Chinese medical acupuncture, therapeutic massage, and self-care education for chronic low back pain. Arch Intern Med 2001;161:1081-8.