Skip to main content

Svar

Michael Dupont, formand for P.L.O.

4. nov. 2005
2 min.

Jeg er enig med Torben Andersen i indlæggets tre første punkter, om at influenzavaccinationer hører hjemme i almen praksis med en aftale - når det handler om risikogrupperne. Det har altid været - og er fortsat P.L.O.s politik. Så er vi så langt. Dernæst skriver Torben Andersen, at (jeg citerer) »Det havde været naturligt, at P.L.O. havde anbefalet medlemmerne at boykotte den gratis ordning.« Influenzavaccinationerne har udløst mange reaktioner i P.L.O, og det er ikke alle, der er enige i dit synspunkt, Torben Andersen. I Århus har 2/3 af lægerne f.eks., i år valgt at vaccinere de +65 årige, og det har betydet at tilslutningsprocenten har været høj. Andre steder har man afstået fra at vaccinere under ordningen for de +65 årige. P.L.O.s medlemmer er altså splittede i spørgsmålet - og det er bestyrelsen også.

Til Gitte Vincents vil jeg godt pointere, at P.L.O. ikke har set det som nogen blåstempling af ordningen, at vi har aftalt et ydelsesnummer. Vi har bare set det som vores pligt at sørge for, at de læger, der ønsker at vaccinere deres patienter under ordningen, fik så lette arbejdsvilkår som muligt. Alternativet havde været, at man selv havde skullet sende regningerne individuelt til amtskommunen, og det ville endnu mindre være i medlemmernes interesse.

Men lad mig slå fast: P.L.O.s bestyrelse er ikke spor glad for tingenes tilstand. Vi vil fortsat arbejde på at finde en bedre løsning på problemet end den usammenhængende forebyggelsesindsats, patienterne nu er udsat for.