Skip to main content

> Svar

Formand for FAS Poul Jaszczak, på vegne af Lægeforeningen, E-mail: dadl@dadl.dk

11. apr. 2008
3 min.

Tak for dit indlæg vedr. KBU, som jeg i det følgende vil forsøge, at give dig svar på.

Du skriver, at i den Kliniske Basisuddannelse (KBU) er der skåret et forløb væk i forhold til turnus.

Dette er også korrekt, hvis man sammenligner KBU og turnus direkte. KBU er bare ikke turnus men derimod en helt ny og anderledes måde at uddanne læger på. KBU fokuserer i sit indhold meget langt mere på at uddanne den enkelte læge i at kunne udfylde alle de syv lægeroller i modsætning til turnusuddannelsen, der meget var centreret om at opnå specifikke kompetencer inden for »medicinsk ekspertrollen«.

Du fremhæver, at fireårsreglen betyder, at man som kandidat tidligere skal målrette sin indsats mod sit fremtidige speciale. Din målrettethed mod et fremtidigt speciale består i, at du gennemfører din KBU samt den relevante introduktionsstilling. Din mulighed for at få et hoveduddannelsesforløb i »drømmespecialet« afhænger - med indførelsen af den nye ansættelsesprocedure - mere af, at du har opnået de relevante kvalifikationer i din introduktionsstilling end af »pointgivende« ansættelser.

Det glæder mig at høre, at du finder, at portalen www.basislaege.dk er »intet mere end fantastisk«. Portalen er jo et af »tiltagene« i skridtet mod at gøre uddannelsen og valg af uddannelsen bedre for vores kommende kollegaer.

Du konstaterer dog, at antallet af stillingsforløb på portalen var lig antallet af kandidater tilmeldt til det elektroniske valgsystem. Det er korrekt. Lægeforeningen har dog ingen som helst indflydelse haft på denne del af forløbet af implementeringen af KBU, idet det har været op til de enkelte regioner at udbyde antallet af forløb.

Du anser de nye specialer i KBU for at være udtryk for en »rekruteringsstrategi« for specialer, der traditionelt ikke er så søgte. Alle specialer har haft muligheden for at blive en del af KBU, og jeg finder stadigvæk, at man skal forsøge arbejde for at flest mulige specialer inddrages i KBU for at sikre alsidigheden i grunduddannelsen også. Jeg skal dog i denne forbindelse pointere, at det de enkelte uddannelsesregioner, der har sammensat de nye KBU-forløb , herunder under hensyntagen til, hvor der har været uddannelseskapacitet, samt ud fra et driftshensyn. Jeg håber, at når KBU efterhånden bliver implementeret, vil stadig flere specialer blive en del heraf. I Danmark har vi som bekendt 38 specialer, og en læge kan kvalificere til sit fremtidige speciale ved ophold på mange forskellige afdelinger. KBU er jo netop kendetegnet ved at være en uddannelse, hvor alle de syv lægeroller vægtes som led i den enkelte læges uddannelse. KBU er nemlig ikke kun en uddannelse indenfor den medicinske ekspertrolle. Det har aldrig været meningen, at en læge ved afslutningen af sin turnus/KBU har skullet være fuldt uddannet kardiolog eller neurokirurg - det er jo netop derfor, vi har en efterfølgende videreuddannelse bestående af en introduktions- og hoveduddannelse. Lægerollen i dag er mangfoldig - det er i særdeleshed ikke nok kun at kunne sine medicinske færdigheder. En øget specialiseringsgrad samt øget viden hos patienterne fordrer, at fremtidens læge i langt højere grad mestrer også at kunne bruge sin kommunikative, sundhedsfremmende, akademiske- og samarbejdsfærdigheder i et tæt samspil.

Med hensyn til den manglende tilslutning til Klinisk Basisuddannelse er det vel naturligt at kunne konstatere, at det ny og ukendte vel medfører en sund skepsis og tilbageholdenhed til at melde sig til ordningen. For mig at se har de første årgange KBU-kursister den kæmpestore fordel, at de kan være med til at præge deres uddannelse ved at komme med tilbagemeldinger herpå - og der vil blive lyttet godt til dem og deres erfaringer.

Endelig vil jeg slutte af med at byde dig velkommen i Lægeforeningen, hvor jeg håber, at du vil blive et aktivt medlem. Du vil i arbejdet i Lægeforeningen få erfaring for, at Lægeforeningen er en forening, der arbejder aktivt for at varetage sine medlemmers interesser bedst muligt under de vilkår, der gives os fra politisk og administrativ side!