> Svar:

En af os (AaE) har som hospitalsansat speciallæge i neurologi gennem en årrække haft rig lejlighed til at observere følgerne efter hjertestop med hjerneskade og herunder kunnet konstatere, at det var meget vanskeligt at finde passende tilbud til specialiseret rehabilitering af denne patientgruppe. Det førte til forsøg på at medinddrage hjertestoppatienterne, da rehabilitering af de sværeste traumatiske hjerneskader blev centraliseret i år 2000 til hhv. Hvidovre Hospital og Hammel Neurocenter.

På Hvidovre Hospital lykkedes dette først fra 2003 og da med et mindre sengetal end ønsket. I 2003 grundlagde AaE en fortsat aktiv database omfattende systematisk registrering af forløb under intensiv rehabilitering af de sværest hjerneskadede hjertestoppatienter. Tesen om manglende kendskab til hjertestoppets neurologi er derfor ikke evidensbaseret.

For at få et estimat over det aktuelle patientantal og sengedagsforbrug efter hjertestop benyttede vi Landspatientregi-sterdata vedrørende diagnosen I46.0, hjertestop med vellykket genoplivning, Vi har forstået denne diagnose således, at genoplivningsfosøget lykkes, uden at man derigennem nærmere har karakteriseret følgerne. Idealet, en validering af diagnosen I46.0 i Landspatientregisteret kombineret med en opfølgningsundersøgelse, som tidligere gennemført for kranietraumepatienter [1, 2], har ikke været realiserbar under den givne tidsramme Det vigtigste aspekt var p.t. det epidemiologiske: at man optæller uselekterede tilfælde, og at de nævnte registre er landsdækkende. Tilsvarende epidemiologiske oplysninger findes endnu ikke for forekomsten af demens blandt disse patienter. Heller ikke de af Jørgensen et al angivne publikationer giver basis for et landsdækkende estimat. De fandt i to store hospitalers kardiologiske afdelinger og intensivafdelinger i løbet af otte år 115, der kom til bevidsthed i løbet af en måned. Af dem havde 75 svær til middelsvær hjerneskade og 40 let til ingen skade. Optageområdet er ikke oplyst, men da disse tal ifølge publikationerne er opsamlet over otte år, forekommer de, så vidt vi kan se, ikke uforenelige med, at vi alene i 2002 i hele landet fandt 83 udskrevne efter længerevarende forløb, tydende på følgevirkninger.

Der står ingen steder direkte i vores artikel, at vi antager, at halvdelen af patienterne bliver demente. Vi påviser blot, inspireret af en konkret artikel, at Landspatientregisterets og Hjertestopregisterets tal under visse forudsætninger stemmer godt med hinanden. Vi mener i øvrigt, at rehabilitering i tilfælde af iskæmisk hjerneskade bør foregå på afdelinger, der er specialiserede til hjerneskaderehabilitering. Mindst lige så vigtig er den fortsatte rehabilitering efter hospitalsfasen, det sammenhængende forløb, men det er en anden historie.