Skip to main content

Svar:

Læge Einar Kinge, Sandvika Nevrologpraksis. Læge Morten Ingvar Lossius. Cand.scient. Petter Mowincel. Nasjonalt kunnsskapssenter for helstejenestenesten, Oslo

31. okt. 2005
2 min.

Tak til Annemarie Hellebek & Jens P. Kampmann som har udvist interesse for vor artikel om ropinirol i behandling af rastløse ben [1]. Rastløse ben er en udbredt og udiagnosticeret tilstand, og dopaminagonisterne vil sandsynligvis få en central plads i behandlingen. Hensigten med vores undersøgelse var af den grund at præsentere kliniske og systematiserede erfaringer med behandling med ropinirol, og ikke mere end det. Vi anser det derfor relevant at publicere langtidserfaringer med en dopaminagonist på et tidligt tidspunkt. Som det fremkommer i originalmanus, havde vores patienter i forvejen deltaget i to placebokontrollerede multicenterstudier. Efter at det oprindelige manus blev indsendt, er resultatet af det ene studie publiceret [2]. Der er henvist til dette studie i vores originalpublikation. Vi beklager at det ikke kom klart frem, at vore patienter havde deltaget i netop dette studie. Senere er resultaterne fra det andet studie også offentliggjort [3]. Da vor opfølgning ikke har kontrolgruppe, kan vi naturligvis ikke udelukke, at nogle af bivirkningerne er udtryk for spontan variation. Men da resultaterne svarer til andre studier og til vores generelle erfaringer med dopaminagonister, har vi antaget, at de rapporterede bivirkninger er relateret til præparatet.

Interessekonflikter: Einar Kinge har deltaget i kliniske prøver hos GlaxoSmithKline og har modtaget konsulenthonorar fra samme firma. Morten Ingvar Lossius har deltaget i kliniske prøver hos GlaxoSmithKline og modtaget foredrags- og konsulenthonorar fra samme firma.


Referencer

  1. Kinge E, Lossius MI, Mowinckel P. Ropinirol i behandling af rastløse ben. Ugeskr Læger 2005;167:1284-6.
  2. Trenkwalder C, Garcia-Borreguero C, Montagna P et al. Ropinirol in the treatment of restless legs syndrome: results from the TREAT RLS 1 study, a 12 week, randomised, placebo controlled study in 10 European countries. J Neurol Neurosurg Psychiatry 2004;75:92-7.
  3. Walthers AS, Ondo WG, Dreykluft T et al. Ropinirol is effective in the treatment of restless syndrome. TREAT RLS 2: A 12 week, double-blind, randomized, parallel-group, placebo-controlled study. Movement Disorders 2004;19:1414-23.