Skip to main content

Svar:

Overlæge Thomas Brinck, Psykiatrisk Center Gentofte. E-mail: thomasbrinck@dadlnet.dk

31. okt. 2005
2 min.

Som det bl.a. fremgår af Niels Dahms tal, er anorexia nervosa en særdeles alvorlig sygdom. De alvorlige tilfælde kræver et intensivt forløb med et specialiseret, tværfagligt behandlingstilbud indeholdende diætplaner, samtaler og - ikke mindst - langvarig opfølgning. Dette er der faglig konsensus om internationalt, og der findes tilgængelige retningslinjer for, hvordan behandlingen ideelt set skal gribes an (bl.a. American Psychiatric Association har en guideline).

At den behandling, der aktuelt tilbydes de spiseforstyrrede, er mangelfuld, kan der næppe være uenighed om. Udtalelserne fra mange patienter og fra overlæge Marianne Hertz vidner om dette. Den behandling, der foregår på de almenpsykiatriske afdelinger, er langtfra optimal, og der er stort behov for specialiserede behandlingtilbud generelt, herunder døgnpladser. Hvis der med »paradigmeskift« menes, at behandlingen bør forbedres og udbygges, kan jeg fuldt ud tilslutte mig dette.

I bogen »Anoreksifælden« lægges der imidlertid op til en helt ny ramme for, hvordan anoreksi skal opfattes, nemlig ikke som en sygdom, men som en »tillært adfærd«, som den spiseforstyrrede »vælger«. Som behandling anbefales NLP-terapi, som der ikke er empiri for hjælper på anoreksi. De mange væsentlige biologiske aspekter af sygdommen omtales stort set ikke. Det offentlige systems mangler bruges som argument for, at behandlingen bør foregå i det alternative.

Det er denne tankegang, som er farlig, og som jeg mener er respektløs, når vi nu ved, at der er tale om en alvorlig sygdom, som kræver lægefaglig kompetence.