Skip to main content

Svar:

Overlæge Jannick BrennumOverlæge Anders Juul. Overlæge Ulla Feldt-Rasmussen. Overlæge Michael Kosteljanetz. Klinisk assistent Marianne Klose, Rigshospitalet. E-mail: marianne.klose@ rh.regionh.dk

27. apr. 2007
3 min.

Tak til J. Lindholm & P. Bjerre for deres kommentarer. Flere af indvendingerne synes dog allerede besvaret.

Den efterlyste forklaring på variationen i den refererede prævalens af posttraumatisk hypofyseinsufficiens er i artiklen begrænset til formentlig at kunne tilskrives variation i traumesværhedsgrad, valg af endokrine udredningsprocedurer og diagnostiske kriterier, da en mere udførlig diskussion af fordele og ulemper ved forskellige udredningsprocedurer synes at være af begrænset interesse for den generelle læser. De diagnostiske procedurer og kriterier i de refererede studier kan naturligvis diskuteres. I studier, hvori man følger de aktuelle retningslinjer for diagnosticering af hypofyseinsufficiens inkl. retestning, rapporterer man ikke desto mindre om en prævalens på ~ 25% hos patienter med moderate eller svære hovedtraumer [1, 2].

Det anføres endvidere, at 7.500 patienter årligt indlægges med kranietraumer (TBI), og at rutinemæssig indførelse af selv et beskedent undersøgelsesprogram vil have store økonomiske konsekvenser. Vi har påpeget, at man bør fokusere på de sværest tilskadekomne, dvs. patienter, der er indlagt med definitorisk svært TBI med billeddiagnostisk verificerede intracerebrale strukturelle skader, hvilket svarer til ~ 400 voksne patienter årligt. Vi har endvidere opstillet et tentativt undersøgelsesprogram, der ikke inkluderer de mere omfattende stimulationstester - netop for at begrænse belastningen for såvel patienter som sygehussektoren. Lindholm & Bjerre lægger op til en alternativ løsning, hvor undersøgelse kun tilbydes patienter med et utilfredsstillende forløb. »Utilfredsstillende« er ikke nærmere defineret, og hvilke kriterier der skal ligge til grund for en sådan vurdering, er ikke forsøgt specificeret. Svære hovedtraumer er associeret med et bredt spektrum af såvel posttraumatiske fysiske som psykiske sequelae og kun få opnår normalisering af arbejdsrelaterede og sociale aktiviteter [3]. Så hvornår er et forløb »utilfredsstillende«?

Hypofyseinsufficiens manifesterer sig kun sjældent med en specifik symptomatologi. Det eneste specifikke symptom er diabetes insipidus, mens træthed, uoverkommelighedsfølelse, svimmelhed, nedsat libido, rejsningsproblemer, amenoré etc. er velkendte sequelae hos TBI-patienter. Af de refererede arbejder fremgår det, at mistanken om hypofyseinsufficiens ikke er rejst op til 23 år posttraumatisk, men først diagnosticeres i forbindelse med projektdeltagelse. Er det rimeligt de eksisterende behandlingsmuligheder taget i betragtning?

Det kan indvendes, at der fortsat mangler interventionsstudier, hvori man påviser behandlingseffekt ved posttraumatisk hypofyseinsufficiens. TBI-patienter udgør dog allerede en om end en meget lille del af hypofysepatienterne på landets landslandsdelsafdelinger, hvor de aktuelt tilbydes behandling.


Referencer

  1. Agha A, Rogers B, Sherlock M et al. Anterior pituitary dysfunction in sur-vivors of traumatic brain injury. J Clin Endocrinol Metab 2004;89:4929-36.
  2. Leal-Cerro A, Flores JM, Rincon M et al. Prevalence of hypopituitarism and growth hormone deficiency in adults long-term after severe traumatic brain injury. Clin Endocrinol (Oxf) 2005;62:525-32
  3. Teasdale TW, Engberg AW. Subjective well-being and quality of life following traumatic brain injury in adults: a long-term population-based follow-up. Brain Inj 2005;19:1041-8.