Helga I. Wolf rejser nogle interessante spørgsmål, som vi kun delvis er i stand til at besvare. Der er imidlertid en række observationelle studier, der støtter, at vitamin D-mangel er forbundet med fedme og det dysmetabole syndrom [1]. Der er også interventionsstudier med mindre tilskud af kalcium og vitamin D, der viser en gunstig virkning på HDL-kolesterol og glukosetolerance [2], så det er meget tænkeligt, at mangel på vitamin D kan bidrage til de kendte komplikationer til fedme. Der er imidlertid behov for studier, der adskiller effekten af kalcium og vitamin D, da kalcium fra mejeriprodukter ser ud til at hæmme den gastrointestinale absorption af fedt, herunder mættet fedt [3], hvilket nedsætter den postprandiale lipidæmi [4]. Kalcium fra kosttilskud ser imidlertid ikke ud til at besidde denne virkning [4], ligesom kalciumkosttilskud ikke påvirker legemsvægt eller fedtmasse. Dertil kommer en række andre studier, der giver holdepunkter for, at vitamin D synes at have fysiologisk betydning ud over de klassiske virkninger. Der er dog visse holdepunkter for at øge det anbefalede indtag fra 50 til 250 mikrogram/dag. På den anden side har en nyligt publiceret finsk undersøgelse fundet, at tre års tilskud med vitamin D3 i en daglig dosis på 7,5 mg givet sammen med tilskud af kalcium, medførte en 4,1% stigning af LDL-kolesterol, et fald på 5,2% af HDL-kolesterol og et fald på 10,5% af HDL/LDL-ratio sammenlignet med placebo i form af kalciumtilskud [5]. Disse ændringer i blodets lipoproteinmønster antyder, at tilskud af vitamin D, selv i små doser, kan øge risikoen for iskæmisk hjertesygdom, men resultaterne bør bekræftes.
Der er klart et behov for yderligere at belyse vitamin D's virkninger, herunder hvilken sundhedsmæssig betydning mangeltilstand har for både børn og voksne.
Vi er meget interesseret i at gennemføre forskning, der skal uddybe disse sammenhænge, men må påpege, at i modsætning til Helga I. Wolfs forslag, er det umuligt at gennemføre uden sponsorering.
