Skip to main content

> Svar:

Henning Bliddal, Parker Instituttet, H:S Frederiksberg Hospital. E-mail: henning.bliddal@fh.hosp.dk

31. okt. 2005
2 min.

Tak til redaktionen for muligheden for at kommentere dette indlæg omkring det vanskeligt definerbare begreb »myose« (m).

I Danmark er m blevet accepteret som en del af det almindelige sprog og kan findes i både Retskrivningsordbogen og i Klinisk Ordbog. Definitionen er imidlertid usikker, og fagfolk vil som Lings gerne have styr på begrebet. En del læger og andre har kunnet føle fortætninger i muskulaturen, bl.a. hos symptomfri individer, men vi savner objektive, målbare beskrivelser i form af f.eks. billeder, som vil give mulighed for at præcisere diagnosen og følge effekt af behandling.

Der er ingen hjælp at hente i den internationale, engelsksprogede litteratur, hvor begrebet m ikke findes. Derimod har to personer i verden [1] set et såkaldt myofacial trigger point på ultralydsskanning. Det er hentydningen til denne artikel, der indgik i overvejelserne i oversigten omkring ultralydsundersøgelse af muskulatur [2], idet vi efter mange forsøg indtil videre selv har måttet opgive at reproducere denne observation.

Et tysk studie fandt overraskende øget ilttension i m, som på tysk kaldes Myogelose [3]. Forfatterne bidrager i øvrigt til forvirringen ved at blande disse observationer sammen med fibromyalgi, hvilket efter vore definitioner er muskelømhed uden hensyntagen til musklens palpatoriske beskaffenhed. Ej heller observationen af mulige forskydninger i iltmængde har været bekræftet fra anden side.

Måske skyldes de spredte oplysninger, at området ikke er så højt prioriteret rent forskningsmæssigt, hvilket selvfølgelig kan ændres ved større bevillinger øremærket til dette område.


Referencer

  1. Gerwin RD, Duranleau D. Ultrasound identification of the myofacial trigger point. Muscle Nerve 1997;20:767-8.
  2. Qvistgaard E, Terslev L, Bliddal H et al. UL-diagnostik ved reumatologiske sygdomme. Ugeskr Læger 2004;166:351-7.
  3. Bruckle W, Suckfull M, Fleckenstein W et al. [Tissue pO2 measurement in taut back musculature (m. erector spinae)]. Z Rheumatol 1990;49:208-16.