Skip to main content

> Svar:

Afdelingslæge Mia Ortved Bjerager. Afdelingslæge Susanne Holst Ravn. E-mail: s.h.ravn@dadlnet.dk

1. nov. 2005
1 min.

Sundhedsplejerske Elisabeth Faber foreslår i sin kommentar, at man ikke blot forlader BOEL-testen uden yderligere undersøgelse af øvrige delelementer ud over høredelen.

I vores undersøgelse er forældrene ikke direkte adspurgt om de øvrige delelementer, men det er vores generelle opfattelse, at forældre alene opfatter BOEL-testen som en høreprøve og ikke som en bred screeningstest. Det betyder, at fortsat anvendelse af BOEL-testen vil kræve en ændring af denne gennemgående forældreopfattelse.

Vi er helt enige med Elisabeth Faber i, at såfremt BOEL-testen fortsat skal anvendes, er det nødvendigt, at der laves en validering af alle delelementerne i testen. Hvad angår synsdelen, kan denne meget vel have samme sensitivitetsproblemer som høredelen.

Man bør vel også overveje, om det for sundhedsplejersken overhovedet er nødvendigt at have en regulær test for at vurdere motorik, generel udvikling og kontakt.