Skip to main content

> Svar:

Michael Dupont, formand for P.L.O. E-mail: plo@dadl.dk

1. nov. 2005
2 min.

Jacob Dahl er skuffet over udmeldingen fra P.L.O.s bestyrelse om influenzavaccinationer og føler et pres fra bestyrelsen til at indgå i ordningen. I og med at ordningen netop ikke er en overenskomst med P.L.O., kan udmeldingen fra bestyrelsen kun være en anbefaling og intet andet.

De sidste to år har bestyrelsen været kritiseret for ikke at melde et klart standpunkt ud. Det har afspejlet det forhold, at der har været delte meninger i bestyrelsen - ikke bare blandt medlemmerne. Når vi har valgt at tale os frem til en samlet holdning i år, er det faktisk for at efterkomme et ønske fra medlemmerne om en fælles holdning til sagen. Der er derfor ikke, som Jakob Dahl skriver, tale om et holdningsskifte i bestyrelsen - men om at vi har fået en fælles holdning. Og vi er helt klar over, at det vil medføre, at nogle af vore medlemmer er enige med os, mens andre er uenige.

Situationen har imidlertid i de sidste to år ændret sig således, at et stadigt større antal af patienterne over 65 år er blevet vaccineret efter gratisordningen hos egen læge, og du kan såmænd godt have ret i, at vi gør en dyd ud af nødvendigheden. Til glæde for vore patienter.

Men alternativet kan altså let være, at denne ydelse, som naturligt hører hjemme i almen praksis, glider os af hænde og overgår til private vaccinationsfirmaer. Det ville have skadet vores troværdighed som familielæger.