Skip to main content

> Svar:

Overlæge, Jens Tølbøll Mortensen, Socialmedicinsk Enhed, Århus Universitetshospital/Aalborg Afsnit Syd, E-mail: d183377@dadlnet.dk

28. sep. 2007
2 min.

Overskriften på Niels Henrik Hjøllunds (NHH) indlæg er tankevækkende. Det er vigtigt at fokusere på, at lægekonsulentens rolle er at bidrage til, at klientens helbredsmæssige situation belyses bedst muligt, således at forvaltningen får mulighed for at træffe den rigtige afgørelse. Jeg håber, at det fremgår af min kronik [1], at arbejdet som lægekonsulent ikke går ud på at komme med den vurdering, som passer forvaltningen bedst.

Den rigtige afgørelse er imidlertid heller ikke altid den, som fastholder en somatisk diagnose, og jeg er glad for, at NHH nævner de somatiserende patienter, som jo udgør en ganske stor del af de langtidssygemeldte, om end det ikke afspejles i de primære diagnoser. Selv i Nordjylland kender vi somatiserende patienter, som er så dårligt stillet, at der ikke er et relevant behandlingstilbud, og er alle muligheder for en fremtid på arbejdsmarkedet udtømte, skal den pågældende naturligvis, som det vist også fremgår af min kronik, sikres den bedst mulige forsørgelse. Det berettiger dog ikke, at alle med somatoforme tilstande udsættes for den opgivende holdning, som NHH lægger for dagen.

Derfor synes jeg, at det er positivt, at også NHH opfatter de mange tilkendelser af fleksjob og førtidspension som et samfundsmæssigt problem. Et problem, som jeg fortsat mener, at læger og socialforvaltninger bør være de første til at diskutere, og, som NHH og jeg er enige om, netop må søges belyst ud fra en bredere forklaringsmodel som f.eks. den bio-psyko-sociale.


Referencer

  1. Mortensen JT. Immobilisering for resten af livet. Ugeskr Læger 2007; 169: 2908-9.