> Svar:

Frede Olesen stiller nogle spændende og relevante spørgsmål i sin kronik om almen praksis' rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Hvor skal vi afgrænse vores funktioner, og kan vi opretholde en autonomi, som iflg. kronikken står i modsætning til ønsket om integration med det øvrige sundhedsvæsen?

Helt centrale spørgsmål, som optager PLO både nu, og når vi skal udvikle samarbejdet som beskrevet i vores overenskomst med sygesikringen.

De aktuelle udfordringer for almen praksis handler ikke, som Frede Olesen postulerer, om en manglende konsensus omkring vores forpligtelser over for kronikere og forebyggelse i bred forstand. Det altoverskyggende problem i øjeblikket - og i en rum tid fremover - er lægemanglen, så når man i kronikkens første afsnit kan læse, at »der vil ganske vist i nogle år være relativ mangel på praktiserende læger, men også det er med en passende tilgang et håndterbart problem« - må jeg desværre sige - »bare det var så vel«. Det er det ikke.

De sidste tre måneder har jeg været rundt og besøge vores regionale praksisudvalg og talt med læger fra alle dele af landet. Det er helt klart, at der, hvor krisen kradser, er temaet mangel på kolleger. Fra Sydhavsøerne til Hanherred - fra Bramming til Læsø - der mangler folk.

De arbejdsopgaver, man føler mest belastende, er ikke de kroniske patienter men nok i højere grad det akutte vagtarbejde, som det allerede nu kniber med at få udført mange steder.

Men hvor der er folk, er der mod på opgaverne, også de forebyggende.

Vi har en lang og god tradition for forebyggende arbejde - også forpligtende - i form af børneundersøgelser, undersøgelser af gravide, forebyggende undersøgelser mod livmoderhalskræft osv.

Jeg har ikke hørt om kolleger, der nægter disse opgaver, og hvis vi bliver enige om at udvide paletten med helbredsundersøgelser til andre, håndterer vi også det.

Men vi skal selvfølgelig i en tid med ressourcemangel være kritiske og ikke følge i halen på politisk overbud - og vi er kritiske, jf. vores seneste udmeldinger i Dagens Medicin om helbredstjek.

Vi er nødt til at være pragmatiske i almen praksis - vi kan ikke afvente en dobbeltblind randomiseret undersøgelse med 30-års follow-up omkring forebyggende helbredsundersøgelser, før de eventuelt skal anvendes - der er også sundhedspolitik i det her.

Børneundersøgelserne blev vist heller ikke iværksat efter flere randomiserede undersøgelser men som en politisk foranstaltning for at hæve sundhedstilstanden blandt børn.

Nu er turen kommet til de voksne, og vi må se finde en fornuftig arbejdsdeling.

Så hvad skal vi lave, og hvad skal andre lave?

Selvom konkurrence er sundt fornemmer jeg ingen intentioner om at udkonkurrere kommunale tilbud til vores patienter. Vores kompetence er det individorienterede arbejde, og traditionelt har vi mest beskæftiget os med sekundær og tertiær profylakse, men Ebeltoftundersøgelsen åbner op for en mere aktiv holdning inden for primær profylakse.

Men den borgerorienterede indsats omkring KRAM-faktorerne tror jeg, at de fleste læger hellere end gerne ser overladt til andre instanser.

De er også bedre til at orientere om fornuftig kost - diætister - motion på recept - fysioterapeuter - rygestop og alkohol - misbrugskonsulenter.

Som du kan læse, er jeg tilhænger af din første model - i en fornuftig og forpligtende arbejdsdeling med vores samarbejdspartnere, og jeg er overbevist om, at langt hovedparten af mine kolleger har det på samme måde - det er jo sådan, det foregår i det daglige arbejde.

Men vi skal have mandskabet og rammerne, og det arbejder vi hårdt på at gøre muligt - mulighed for større enheder og fagligt fællesskab - mulighed for sikret efteruddannelse - mulighed for gode arbejdsforhold og allervigtigst tid til patienterne. Og tiden har man ikke, hvis man har 2.000 patienter - vi skal ned på 1.200 - men det kræver, at den andel af den samlede lægestand, som udgøres af almenmedicinere, i stedet for at være faldende udviser en stigende tendens.

Og det, tror vi på, kan lade sig gøre - for det er stadigt et spændende job at være læge for sine patienter - både proaktiv og reaktiv læge.